Se den første trailer til The Fantastic Four
Rebootet The Fantastic Four har primært været omgivet af stilhed. Lige indtil i dag hvor den første trailer er ankommet ud af det blå.
Marvels firkløver gæstede senest biograferne i 2005 og 2007 i form af Fantastic Four og Fantastic Four: Rise of the Silver Surfer. Begge film fik en lunken modtagelse af publikum, og heller ikke kommercielt leverede de som forventede, selvom de tilsammen indspillede 620 mio. dollars på verdensplan.
Nu genstarter 20th Century Fox fortællingen om Reed Richards, Sue Storm, Johnny Storm og Ben Grimm med et på alle måder yngre hold.
Instruktøren er den 30-årige Josh Trank, imens de fire helte spilles af 27-årige Miles Teller, den 31-årige Kate Mara, 27-årige Michael B. Jordan og endelig Jamie Bell, der stadig kun er 28 år trods en efterhånden lang karriere.
The Fantastic Four får dansk biografpremiere den 6. august 2015.