20 biograffilm vi glæder os ekstra meget til dette efterår

Efteråret er skudt i gang, og heldigvis byder biografen på en masse nye film, som du kan dykke ned i. Se udvalget for de kommende måneder her.
Da der er smæk på biografudvalget dette efterår, har det været svært at udpege de film, vi glæder os allermest til. Men vi har fundet de 20 titler, som vi mener, du bare må se i den kommende tid fra september til og med november.
Filmene er listet i den rækkefølge, de har biografpremiere.

One Battle After Another – biografpremiere den 25. september
Superstjernen Leonardo Dicaprio står i spidsen for det nye episke drama fra mesterinstruktør og manuskriptforfatter Paul Thomas Anderson.
Det er en storfilm spækket med drama, action og krimi, hvor man følger revolutionæren Bob Fergusson (Leonardo Dicaprio), der går imod systemet som den af en militant oprørsgruppe. Men da en gammel fjende dukker op, begynder problemerne for alvor at hobe sig op.
'One Battle After Another' er den første spillefilm fra instruktøren siden hans Oscar-nominerede Licorice Pizza fra 2021, mens filmen også markerer det første samarbejde med Leonardo Dicaprio.
Sorry, Baby – biografpremiere den 25. september
Komediedramaet kommer helt tæt på hovedkarakteren Agnes med en stille og rørende fortælling om at hele efter en traumatisk oplevelse.
Det er Eva Victors debutspillefilm som instruktør og manuskriptforfatter. Hun indtager desuden også rollen som Agnes.
På en både sjov, gribende og ærlig måde udfolder filmen således sin fortælling om at ramme bunden, mens spørgsmålet om, hvordan man lever videre, efter det værst tænkelige er sket også stilles.
Den sidste viking – biografpremiere den 9. oktober
Mads Mikkelsen og Nikolaj Lie Kaas er i front, når Anders Thomas Jensens nye dramatiske komedie ruller over biograflærredet.
Man følger Anker (Nikolaj Lie Kaas), der efter 15 år i fængsel for røveri løslades. Den eneste, der ved, hvor pengene er gemt, er imidlertid hans bror Manfred (Mads Mikkelsen). Der bare det ved det, at han ikke husker, hvor byttet er begravet.
Filmskaberen Anders Thomas Jensen står bag bl.a. også bag de elskede De grønne slagtere, Adams æbler og Blinkende lygter.

After the Hunt – biografpremiere den 9. oktober
Her er tale om et vaskeægte thrillerdrama med Julia Roberts og Andrew Garfield i toppen af plakaten.
Julia Roberts spiller universitetsprofessoren Alma Imhoff, som befinder sig på en skillevej både personligt og professionelt. For da hendes stjerneelev retter en anklage mod en kollega, står en mørk hemmelighed fra professorens fortid snart på lur.
Filmen er instrueret af italienske Luca Guadagnino, der bl.a. er kendt for de prisvindende Challengers og Call Me by Your Name.
En snegls erindringer – biografpremiere den 9. oktober
Fra instruktøren bag den herlige Mary and Max kommer en ny animationsfilm, der er fortællingen om søskendekærlighed, længsel og savn indhyllet i sort humor.
Filmen følger således outsideren Grace, der elsker snegle og bøger. Men da hun fra barnsben bliver adskilt fra sin tvillingebror Gilbert, rammer livets ulykker hende én efter én.
Først da hun får et spirende venskab til Pinky, oplever Grace modet til at kravle ud af sit eget sneglehus.
Springsteen: Deliver Me From Nowhere – biografpremiere den 23. oktober
Her er tale om historien om musikeren Bruce Springsteen, hvor man følger hans rejse mod at lave sit sjette soloalbum 'Nebraska' fra 1982.
Bruce Springsteen spilles af Jeremy Allen White, som man bl.a. vil kende fra den populære serie 'The Bear'. Han gøres selskab af Stephen Graham og Paul Walter Hauser.
Filmen er baseret på Warren Zanes' bog fra 2023, mens filmen er instrueret af Scott Cooper.

Det var altid dig – biografpremiere den 23. oktober
Er du vild med filmatiseringen af En flænge i himlen? Så kan du også glæde dig med, at der nu kommer et romantisk drama af samme instruktør.
Her er tale om dramaet 'Det var altid dig', hvor man kommer ind på livet af et vanskeligt mor-datter-forhold, der forværres af en stor familieulykke. Men så dukker en uventet hemmelighed frem fra mørket, der måske kan sprede lykke på ny.
Mor og datter spilles af Allison Williams og McKenna Grace, mens bl.a. Scott Eastwood, Dave Franco og Willa Fitzgerald ses i andre roller. Filmen er baseret på en bog af Colleen Hoover, der også har skrevet bogen bag 'It Ends With Us'.
Det nye år – biografpremiere den 6. november
Paprika Steen er tilbage med en vaskeægte nytårskomedie om håb, kærlighed og venskab. Det er hendes nye film efter julekomedien Den tid på året fra 2018.
Filmen følger en vennegruppe, som traditionen tro fejrer nytåret sammen, men dette år er intet, som det plejer at være. Nomi har nemlig inviteret sin nye kæreste med, der får både fest og venskab til at gå op i hat og briller.
Rollelisten består af bl.a. Tuva Novotny, Anders W. Berthelsen, Birgitte Hjort Sørensen, Lars Brygmann, Christian Tafdrup og Solbjørg Højfeldt samt de to nye talenter Andreas Ørum-Hansen og Nikoline Juul Rohold.
Bugonia – biografpremiere den 6. november
Emma Stone og instruktør Yorgos Lanthimos slår sig her atter sammen. Duoen har tidligere samarbejdet på de skønne 'The Favorite' (2019) og Poor Things, hvor sidstnævnte indbragte Emma Stone en Oscar for sit portræt i filmen.
Den nye film byder på et miks af komedie, kriminalitet og science fiction, når to unge mænd kidnapper en direktør (Emma Stone), da de er overbeviste om, at hun er et rumvæsen til fare for Jorden.
'Bugonia' er en nyfortolkning af den sydkoreanske science fiction-komedie 'Save the Green Planet!' fra 2003 af Jang Joon-hwan.

Predator: Badlands – biografpremiere den 6. november
Efter den vellykkede predator-film Prey fra 2022 er instruktør Dan Trachtenberg klar til igen at udforske Predator-universet.
I 'Predator: Badlands' tager historien en uvant drejning fra de forrige Predator-film, hvor den første kom i 1987. Vores vanlige skurk bliver nemlig denne gang vores helt.
Man følger således Thia (Elle Fanning), der slår sig sammen med en udstødt Predator (Dimitrius Schuster-Koloamatangi). Sammen begiver de sig nu ud på en rejse for at besejre en fælles fjende.
The Running Man – biografpremiere den 13. november
Den dystopiske actionfilm er baseret på Stephen Kings roman af samme navn, hvor man i fremtiden finder det populære tv-show The Running Man, der er en dødbringende konkurrence, hvor deltagerne skal overleve en række farlige dræbere.
Da Ben Richards (Glen Powell) er desperat efter at redde sin syge datter, ender han som deltager i håbet om at vinde den store pengepræmie. Men der er lang vej til en sejr.
Denne nye version af 'The Running Man' er instrueret af Edgar Wright (Shaun of the Dead, Baby Driver), mens den førtste filmatisering med Arnold Schwarzenegger er fra 1987.
Keeper – biografpremiere den 13. november
Er du klar til efterårets store psykologiske gyser? Det er vi i hvert fald.
I 'Keeper' bliver du inviteret med på et ægtepars tur til en skovhytte for at fejre deres bryllupsdag. Men turen bliver alt andet end romantisk, da en uhyggelig fortid hjemsøger ejendommen og suger ægteparret med ned i mørket.
Filmen er instrueret af Osgood Perkins (Longlegs) og har Tatiana Maslany og Rossif Sutherland i front for gyset.

Herkules falder – biografpremiere den 20. november
Dar Salim indtager hovedrollen som Youssef i det danske drama om tilværelsen som hjemvendt en soldat, der kæmper en indre kamp fra mange år i krig.
Efter en voldsom episode i hjemmet, sendes han nu til Strynø, hvor han med andre veteraner skal finde sig selv. Han kommer dog her snart til at stå over for et meget svært valg.
'Herkules falder' er instrueret af den spillefilmsdebuterende Christian Holten Bonke, mens man blandt flere af filmens medvirkende finder rigtige veteraner.
Wicked: Part 2 – biografpremiere den 20. november
Har du også ventet i spænding på part 2 af 'Wicked'? Nu varer det ikke længe, før den romantiske musical er tilbage på det store lærred med slutningen på eventyret.
Således bliver vi igen inviteret ind i det tryllebindende eventyr med Ariana Grande og Cynthia Erivo i hovedrollerne som Glinda og Elphaba.
Troldmanden fra Oz har som bekendt givet Glinda titlen som nationens forsvar mod den onde heks Elphaba, så nu står de to over for vigtige beslutninger om fremtiden.
The Toxic Avenger – biografpremiere den 20. november
Peter Dinklage indtager hovedrollen i denne nyfortolkning af den elskede splatterkomedie 'The Toxic Avenger' fra 1984.
Man følger således den deprimerede rengøringsmedhjælper Winston Gooze, som ender i en sø af giftigt affald, hvilket transformerer ham til den giftige hævner med fornyet styrke. Så nu sættes jagten ind på retfærdighed!
Den stjernespækkede rolleliste tæller bl.a. også Kevin Bacon og Elijah Wood, der hver især leverer ækle skurkeroller.

Ingen kære mor – biografpremiere den 27. november
Julen bliver både varm og humoristisk, når dramaet 'Ingen kære mor' åbner døren til en hjertelig og konfronterende rejse med tre generationer af kvinder.
En hemmelighed tvinger således her kvinderne til at tage et uundgåeligt opgør, som kan være startskuddet til en ny begyndelse.
'Ingen kære mor' er den første spillefilm skrevet og instrueret af Charlotte Brodthagen og har en rollebesætning bestående af bl.a. Lene Maria Christensen, Birthe Neumann og Freja Klint Sandberg.
Alpha – biografpremiere den 27. november
Der venter en ny omgang body horror fra instruktøren bag den prisvindende og yderst vilde Titane.
'Alpha' foregår i 1980'erne, hvor en pandemi med et surrealistisk sygdomsforløb, spreder sig i samfundet. Her følger man den 13-årige Alpha, der bor med sin mor. Men da hun en dag kommer hjem med en tatovering på armen, bryder hele deres verden sammen.
Filmen var udtaget i hovedkonkurrencen på dette års filmfestival i Cannes med en nominering til Guldpalmen.
The Smashing Machine – biografpremiere den 27. november
A24 præsenterer et biografisk sportsdrama om den amerikanske kampsportsudøver Mark Kerr, der i filmen spilles af Dwayne 'The Rock' Johnson.
Mark Kerr var kendt som The Smashing Machine og kæmpede i ringen fra 1997 til 2009, hvor han indtog hele fire ADCC-mesterskabssejre. Men karrieren var ikke kun en dans på roser.
Filmen tager således publikum med bag facaden i Kerrs karriere og kaosfyldte privatliv, hvor han både kæmper med et stigende stofmisbrug og forholdet til sin hustru Dawn Staples, som spilles af Emily Blunt.

Zootropolis 2 – biografpremiere den 27. november
Efter 11 år er Disney endelig klar med en efterfølger til den Oscar-vindende animationsfilm Zootropolis.
Denne gang skal kaninbetjenten Judy Hops og hendes ven, ræven Nick Wilde, stå sammen for at opklare den sværeste og farlige sag i deres karriere.
Jason Bateman og Ginnifer Goodwin er tilbage som stemmerne til Hops og Wilde.
Nuremberg – biografpremiere den 27. november
Året er 1945, Hitler er død og 2. verdenskrig har næsten nået sin ende. Højtstående nazistiske ledere er blevet pågrebet af de allierede - herunder Hermann Göring.
Psykiateren Douglas Kelly fra den amerikanske hær er blevet indkaldt for at evaluere de nazistiske fanger, men da psykiateren danner et bånd med Hermann Göring, bliver han besat af at forstå ondskab.
Rollelisten er spækket med stjerner, herunder de Oscar-vindende Russell Crowe og Rami Malek samt Oscar-nominerede Richard E. Grant og Michael Shannon.
Filmen er baseret på den faglitterære bog 'The Nazi and the Psychiatrist' af Jack El-Hai fra 2013 og er instrueret samt skrevet af James Vanderbilt - tidligere kendt som manuskriptforfatter på film som Zodiac (2007) og Scream (2022).








