Cowabunga, Megan Fox!

Ninja Turtles får kvindelig hovedrolle
Splinter og Donatello ser frem til at møde Megan
(© New Line Cinema)

Michael Bay har netop hyret Megan Fox til den kommende Ninja Turtles-film. Bay har åbenbart tilgivet Fox for hendes sammenligning mellem Transformers-instruktøren og Adolf Hitler
 
Fox skal spille en af de bærende hovedroller som skildpaddernes kvindelige menneskeven, reporteren April O’Neil. Bay er producer på filmen og offentliggjorde selv nyheden på sin egen hjemmeside med ordene:

- TMNT: Vi bringer Megan Fox tilbage ind i familien.

Filmen om de fire pizza-elskende helte kommer til at handle om en invasion fra rummet, og bliver en sammenblanding af live action og CGI (computer-generated imagery).

Donatello, Michelangelo, Raphael og Leonardo er før kommet til live som mennesker i kostume i Teenage Mutant Ninja Turtles (1990), 'Teenage Mutant Ninja Turtles II: The Secret of the Ooze' (1991) og 'Teenage Mutant Ninja Turtles III' (1993), samt i en animeret udgave i TMNT (2007).

Ninja Turtles forventes at få premiere i 2014, og Jonathan Liebesman (Battle: Los Angeles) instruerer.