Superfredag #13

Avengers, Wonder Woman og X-Men
Billede
(© Summit Entertainment)

- Tidligere på ugen lød rygtet om, at Jared Leto måske skal spille Jokeren i Suicide Squad. Nu knyttes Jai Courtney til filmen, og han skal muligvis spille Batmans modstander, Deadshot. Samtidig ønskes Will Smith i rollen som Captain Boomerang, der er The Flashs fjende. Variety bringer nyheden.

- Warner Bros. har allerede tidligere udmeldt, at de ønsker en kvinde til at instruere Wonder Woman. Nu ser det ifølge The Wrap ud til, at Michelle MacLaren får æren. Hendes cv består bl.a. af episoder af tv-serierne 'Breaking Bad' og 'Game of Thrones', så det er en kompetent person, der muligvis får lov til at kommandere rundt med Gal Gadot.

 - To klip fra optagelserne til Guardians of the Galaxy er frigivet af Marvel Entertainment. De er også at finde på filmens Blu-ray-udgivelse, men kan ses her.


- Ifølge Latino Review ønsker Sony at producere en spin-off på Spider-Man-serien med Aunt May i hovedrollen. Kilder vil vide, at det bliver en slags spion-thriller, selvfølgelig krydret med overnaturligt superhelte-halløj. Det viser sig dog, at historien efterfølgende er blevet afkræftet.

- Jennifer Lawrence og Michael Fassbender vil få en hulens masse tid på lærredet i den kommende X-Men: Apocalypse. Ifølge The Hollywood Reporter bliver filmens hovedfokus på romancen mellem deres mutant-karakterer Mystique og Magneto.

- Toby Kebbell afslører detaljer om sin karakter i The Fantastic Four, superskurken Doctor Doom. Skuespilleren fortæller Collider, at han ikke vil spille tegneseriens Victor von Doom, men derimod en programmør ved navn Victor Domashev, der tager online-navnet Doom. Det tyder på, at den nye Fantastic Four-film bliver markant anderledes end tegneserien og de to tidligere film.

- Avengers: Age of Ultron har fået en forlænget trailer, der tilføjer ca. 15 sekunder til den trailer, vi allerede har set.