Fincher genindspiller Hitchcock med Ben Affleck

Gone Girl-holdet opdaterer 'Strangers on a Train'
Billede
(© 20th Century Fox)

Instruktøren, hovedrollen og manuskriptforfatteren bag sidste års Kvinden der forsvandt kaster sig nu over en genindspilning af Alfred Hitchcocks klassiske thriller Strangers on a Train (Farligt møde) fra 1951. Dette afslører Deadline.

David Finchers nye samarbejde med forfatterinden Gillian Flynn bliver en opdatering af den kølige mordkrimi om to fremmede mænd, der mødes på et tog og aftaler at begå mord for hinanden.

I den nye version spiller Ben Affleck en filmstjerne, hvis private jet bryder sammen midt i en verdensomspændende Oscar-kampagne. En velhavende mand tilbyder berømtheden et lift i sit fly til Los Angeles, og derfra kompliceres tingene yderligere.

Forlægget fra 1950 var Patricia Highsmiths debutroman, og Hitchcocks velsmurte thriller var blot den første af en lang række filmatiseringer deriblandt Ripley-filmene, sidste års The Two Faces of January og ikke mindst Danny DeVito og Billy Crystals 'Smid mor af toget' fra 1987.

Arbejdstitlen er indtil videre blot 'Strangers', og det vides ikke, hvornår filmen forventes at få premiere.

Trailer til Hitchcocks 'Strangers on a Train' (1951)