Overblik: Disney har 15 genindspilninger på vej
Disney er fortsat i fuld gang med at genindspille flere af deres egne klassiske tegnefilm i live action-udgaver. Det seneste skud på stammen er Pinocchio, der for nyligt havde premiere på Disney+.
Det stopper dog ikke der. Vi har således samlet alt nyt om de kommende film i én enkelt artikel. Det er med at holde tungen lige i munden, for Disney har intet mindre end i hvert fald 15 kommende projekter på vej.
Ligesom Skønheden og Udyret vil live action-genindspilningen af 'Den lille havfrue' indeholde en blanding af de allerede kendte sange samt nye numre af Alan Menken, der stod bag musikken til den oprindelige film.
Sangerinde og skuespiller Halle Bailey indtager titelrollen som Ariel, mens Jacob Tremblay og Awkwafina skal lægge stemme til henholdsvis fisken Tumle og mågen Skralde. Havheksen Ursula skal spilles af Melissa McCarthy.
Lin-Manuel Miranda skriver den nye musik i samarbejde med Menken.
'Den lille havfrue' får premiere den 25. maj 2023.
Den visionære instruktør bag Peter og dragen og eventyrfilmen The Green Knight - David Lowery - skal prøve kræfter med den elskede fortælling om den evige dreng og hans nemesis Kaptajn Klo, der skal spilles af henholdsvis Alexander Molony og Jude Law.
Den klassiske tegnefilm har allerede adskillige live-action-genindspildninger på bagen, men dette bliver første gang, at Disney selv tager roret.
’Peter Pan & Wendy’ forventes at få premiere på Disney+ i 2023.
Disneys succesrige 2019-genindspilning af Løvernes Konge får nu en forgænger, en såkaldt prequel.
Den Oscar-vindende instruktør Barry Jenkins (Moonlight) vil stå i spidsen for opfølgningen, der vil vise, hvordan Simbas far Mufasa blev konge.
Rafiki, Timon og Pumba vil fungere som fortællere i den nye historie.
’Mufasa: The Lion King’ forventes at få premiere i 2024.
Disneys første animerede filmklassiker får såmænd også en genindspilning.
Marc Webb (The Amazing Spider-Man) instruerer den kommende filmatisering. West Side Story-stjernen Rachel Zegler skal spille den ikoniske Disney-prinsesse, mens selveste Wonder Woman, Gal Gadot, påtager sig rollen som hendes stedmor, den onde dronning.
Filmen vil have ny musik fra Benj Pasek og Justin Paul, som skrev sangene til The Greatest Showman og La La Land.
’Snehvide’ forventes at få premiere i 2024.
Forude venter også en live actin-filmatisering af animatinosfilmen om Disney-makkerparret Lilo & Stitch fra 2002.
Filmen er sat til at lande på et tidspunkt i 2024, men har været på tegnebrættet i allerede en god håndfuld år.
Klokkeren fra Notre Dame
Den dystre fortælling om den hjertevarme, pukkelryggede klokker Quasimodo får en genindspilning med både gamle og nye sange, det baseret på et manuskript af David Henry Hwang og med Josh Gad som producer.
Ifølge Deadline, vil live-action-filmen både være en filmatisering af Disney-filmen fra 1996 samt Victor Hugo-romanen.
Det er endnu uklart, hvorvidt genindspilningen vil få premiere direkte på Disney+ eller får en biografudgivelse.
Efter Guy Ritchies genindspilning af 90'er-klassikeren Aladdin tjente over en milliard dollars på verdensplan i 2019, er det naturligt, at man hos Disney gerne vil fortsætte succesen med en efterfølger.
Filmen er dog endnu ikke offentliggjort af Disney, men produceren på den første film, Dan Lin fortalte til Insider allerede tilbage i 2019, at de arbejder på en ny historie.
Disney har allerede lavet to populære efterfølgere til den oprindelige tegnefilm, nemlig 'Jafar vender tilbage' og 'Aladdin og de Fyrretyve Røvere', der begge udkom direkte på dvd. Dog skulle den nye film ikke basere sig på nogen af dem, men i stedet fortælle en helt ny og original historie.
Will Smiths Oscar-skandale har dog formentlig sat projektet på midlertidigt standbye.
Aladdin-spinoff om Prins Anders
Udover den førnævnte efterfølger, er der også et andet projekt i gang, som udspringer af Aladdin-filmen fra 2019.
Sidekarakteren Prins Anders vil nemlig også få sin helt egen film på Disney+. Anders dukker op i filmen som en prins, der er kommet langvejsfra for at bejle til Prinsesse Jasmin, hvilket mildest talt ikke går, som han havde håbet.
Vi ved ikke meget om projektet endnu, andet end at Billy Magnussen skulle vende tilbage i rollen, mens filmen ikke kommer til at fungere som en decideret efterfølger til hittet fra 2019.
I maj 2022 bekræftede skuespiller, at projektet fortsat var på vej - og at manuskriptet var ved at blive færdigsskrevet.
Robin Hood
Historien om den fredløse bueskytte, der tager fra de rige og giver til de fattige, er blevet filmatiseret utallige gange.
I 1973 lavede Disney deres egen tegnede version med det twist, at alle karaktererne blev bragt til live i form af forskellige dyr.
Nu vil Disney lave en genindspilning af 1973-versionen, som vil være en blanding af live-action og animerede antropomorfe dyr. Filmen vil få premiere på Disney+, mens Carlos Lopez Estrada (Raya og den sidste drage) rygtes til at instruere.
En live-action-version af tegnefilmen om sønnen af Zeus fra 1997 er lige nu i produktion med Guy Ritchie ved roret, der som bekendt også var instruktør på Aladdin fra 2019.
Filmen bliver produceret af firmaet AGBO, som er ejet af Anthony og Joe Russo, der bl.a. stod bag Avengers: Endgame. Russo-brødrene har udtalt, at filmen vil blive en moderne genfortolkning af det animerede hit, som stadig vil tage meget inspiration fra originalen.
Vi kender fortsat hverken cast eller hvorvidt filmen vil blive en musical i tråd med den oprindelige udgave. Men efter Ariana Grande fremførte en seksdelt solo-harmoni af hittet "I Won't Say I'm In Love" i 2020, er mange fans på internettet blevet enige om, at hun ville være den perfekte til at spille Megara.
Game of Thrones-manuskriptforfatteren Bryan Cogman er blevet ansat til at sammensætte drejebogen til eventyret om Arthur og Merlin, der dog næppe får helt så meget sex og vold som den populære fantasy-serie.
Disneys originale tegnefilm fra 1963 er løst baseret på en bog af T.H. White om den unge Arthurs eventyr, før han bliver engelsk konge.
Den nye film instrueres af Juan Carlos Fresnadillo (28 Weeks Later) og vil få premiere på Disney+.
Bambi
Klassikeren fra 1942 om dådyret Bambi, kaninen Stampe og alle de andre dyr fra skoven skal genindspilles med Geneva Robertson-Dworet (Captain Marvel) og Lindsey Beer (Chaos Walking) som manuskriptforfattere.
Der vil ikke være tale om et rigtigt dådyr, kanin eller stinkdyr, men karaktererne vil blive animeret på en fotorealistisk måde, som vi også så det i Løvernes Konge fra 2019.
Succesen fra den første genindspilning af Junglebogen betød, at der allerede kort tid efter premieren blev annonceret en fortsættelse til eventyret om jungledrengen Mowgli.
Jon Favreau, som var instruktør på den første samt genindspilningen af Løvernes Konge, forventes også at skulle instruere 'Junglebogen 2' med Justin Marks som tilbagevendende manuskriptforfatter.
Filmen kommer eftersigende til at dykke endnu længere ned i det originale værk af Rudyard Kipling og trække på kasserede idéer fra tegnefilmen fra 1967. Det vil dermed ikke være en genindspilning af den animerede efterfølger fra 2003.
Langt de fleste af Disneys genindspilninger er af klassiske tegnefilm, men den oprindelige Jimmy og den store fersken er faktisk stop-motion. Men selvom originalen havde begrænset succes i 1996, holder det altså ikke Disney tilbage fra at lave et reboot af filmen.
Den Oscar-nominerede forfatter Nick Hornby skal skrive manus. Der var desuden også tegnefilm over samme historie ved navn 'Gigantic' på vej, men den er dog nu aflyst, så Disney kan satse mere på denne version.
Klokkeblomst
Peter Pans gode veninde og hjælper, Klokkeblomst, opnåede fornyet succes i starten af 10'erne i en række solofilm, som Disney nu vil overføre til "den virkelige verden".
Reese Witherspoon skal spille hovedrollen og producere filmen, der skrives af Victoria Strouse, som også har arbejdet på Pixars animationsfilm Find Dory - efterfølgeren til Find Nemo.