24 år efter den første film: Vin Diesel gentager en af karrierens tidligste succesroller

På med solbrillerne!
Riddick Vin Diesel
(© Universal Pictures / Riddick)

Det kan godt være, at der er gået lige lovlig meget Fast & Furious i den for Vin Diesel de seneste 20 års tid, hvor han efterhånden mange gange har spillet det fartglade familiemenneske Dominic Toretto.

Nu retter Vin Diesel imidlertid blikket mod en af sine andre tidligere roller, som han vil gentage for nu fjerde gang, nemlig den seje og solbrillebærende monster-dræber Richard B. Riddick.

Den første film med Riddick fik vi med den vellykkede science fiction-basker Pitch Black i 2000.

Filmen blev fulgt op af The Chronicles of Riddick og Riddick i henholdsvis 2004 og 2013. 

Den kommende og fjerde film i serien har fået titlen Riddick: Furya. Den er planlagt til at gå i produktion til august. Det skriver Variety.

I 'Riddick: Furya' kommer vi til at se Riddick vende hjem til sin egen verden, som han knap nok kan huske og samtidig frygter ligger i ruiner.

Riddick møder her også andre såkaldte furyans, som viser sig at kæmpe for livet mod et nyt farligt monster!

Vin Diesel slår sig igen sammen med manuskriptforfatter og instruktør David Twohy, der også står bag de tidligere tre film i Riddick-franchisen.

Den 56-årige stjerne har udover 'Riddick: Furya' sin del af projekter i horisonten, ikke mindst den længe ventede finale på Fast & Furiuous-franchisen.

Der er pt. ikke en premieredato på den fjerde film om Riddick.