Netflix-film kåret som årets bedste ved stor prisuddeling

Fjerde gang streaminggiganten tager prisen
Rebel Ridge
(© Netflix)

En uge før de største priser bliver udelt til den store, årlige TV-prisuddeling Primetime Emmy Awards, er vinderne i flere af de mindre kategorier ved det såkaldte Creative Arts Emmys blevet fundet i den forgangne weekend.

En af de mere bemærkelsesværdige kategorier er prisen til "Bedste TV-film”, der går til spillefilm, som er blevet udgivet eksklusivt på TV eller streaming.

Her blev det action-thrilleren Rebel Ridge, der løb med sejren over 'The Gorge', 'Mountainhead', 'Nonnas' og Bridget Jones: Vild med ham. Selvom sidstnævnte fik biografpremiere i Danmark samt mange andre steder i verden, blev den i USA udgivet på streamingtjenesten Peacock og er derfor berettiget til en nominering.

Vinderen 'Rebel Ridge' udkom sidste år i september på Netflix. Handlingen udspiller sig i den fiktive by Shelby Springs i Louisiana, hvor Aaron Pierre spiller hovedrollen som Terry Richmond, en tidligere soldat, der besøger byen for at stille kaution for sin fætter. Men han bliver hurtigt viklet ind i den lille bys korruption, racisme og mørke hemmeligheder.

Med sejren har Netflix nu fire Emmys i kategorien. Streamingtjenestens tidligere vindere indbefatter Dolly Partons 'Christmas on the Square' (2021) samt Black Mirror-afsnittene 'Bandersnatch' (2019), 'USS Callister' (2018) og 'San Junipero' (2017), der grundet seriens antologistruktur, hvor hvert afsnit er en ny historie, blev anset som selvstændige TV-film. 

Der er dog stadig langt op til HBO, som er den ubestridte rekordholder med i alt 22 vindere i Bedste TV-film-kategorien.

'Rebel Ridge' kan ses på Netflix nu.

Nyeste film i biografen