Bandeord, blod og jokes på samlebånd: Se den nye trailer til 'Deadpool 3'

Sommerens store superheltefilm!
Deadpool & Wolverine (Screendump)
(© Walt Disney Pictures)

I år udkommer der blot en enkelt film i Marvels cinematiske univers (MCU), men det er til gengæld en længe ventet og meget imødeset én af slagsen.

Deadpool & Wolverine markerer ikke kun fortsættelsen til den rapkæftede, sværdsvingende Deadpools to foregående eventyr. Filmen byder også på tilbagevenden fra Wolverine i skikkelse af Hugh Jackman.

Nu er en ny trailer udkommet, og du kan se den samt den seneste plakat nederst i artiklen.

Traileren viser mere af de to superheltes kommende samarbejde, der naturligvis kommer til at byde på en del sammenstød og mundhuggeri i bedste ”buddy-movie-stil”. 

Og skulle vi være i tvivl, er det ikke for børn! Der er i hvert fald F-bomber nok til, at de fleste kristne amerikanere kan få deres morgenkaffe galt i halsen, og blodet sprøjter i action-scenerne.

Vi kan dog ikke vente med at se samspillet mellem Ryan Reynolds og Hugh Jackman efter deres mange fælles videoer og sjove optrin.

Hugh Jackman smed ellers adamantium-kløerne på hylden og forlod X-Men-universet i 2017 med den anmelderroste og populære Logan. Men nu er den 55-årige skuespiller altså klar til at gentage rollen, der gjorde ham verdensberømt med X-Men i 2000. Formentlig for allersidste gang.

Ryan Reynolds kan naturligvis igen opleves som Deadpool, alias Wade Wilson, der på samme måde som Wolverine besidder en helingsfaktor, der gør ham nærmest udødelig (men ikke usårlig). 

Det bliver helt sikkert blodigt og morsomt, som man kan forvente fra de to første film, der begge blev store succeser.

'Deadpool & Wolverine' får biografpremiere den 24. juli.

Deadpool & Wolverine