Ny international triumf: Dansk debutfilm vinder på prestigefyldt festival

Tilbage i august kunne vi skrive, at instruktør Emilie Thalund ville få vist sin debutfilm Vægtløs på den prestigefyldte spanske San Sebastián International Film Festival.
Festivalen løb af stablen den forgangene weekend - og den ny udklækkede danske spillefilms-instruktør kan rejse hjem fra Spanien med en fornem pris i bagagen.
'Vægtløs' vandt nemlig hovedprisen i New Directors-programmet.
Filmen handler om den 15-årige Lea, der på en sommerkoloni bliver venner med den spontane og selvsikre Sasha, som hun både beundrer og spejler sig i. Men hvor Sasha retter sin interesse mod de jævnaldrende drenge, drages Lea af den voksne pædagog Rune.
'Vægtløs', der beskrives som en film om venskab, betagelse og grænser, imponerende juryen, som altså belønnede Emilie Thalund for sin debut. Instruktøren udtaler følgende om prisen i en pressemeddelelse:
- At modtage hovedprisen i New Directors-kategorien for min debutfilm er meget overvældende. Vi har alle lagt meget kærlighed, mod og arbejde i 'Vægtløs', så at den anerkendes på denne måde, betyder mere end jeg kan beskrive. Jeg ser derfor i høj grad også prisen som en hyldest til hele det hold og cast, der har løftet filmen sammen med mig, og glæder mig nu endnu mere til at kunne vise den for publikum i Danmark.
Instruktør Emilie Thalund er uddannet på det Det Kongelige Danske Kunstakademi med en kandidatgrad i Kunst og Arkitektur og har tidligere fået international opmærksomhed for kampagnefilmen 'PERIOD' (2018).
Manuskriptet til den prisvindende film er skrevet af Marianne Lentz (Den store stilhed), og på rollelisten ses de to unge talenter Marie Helweg Augustsen og Ella Paaske som hhv. Lea og Sasha, mens Joachim Fjelstrup (Den grænseløse) indtager rollen som Rune. Ydermere medvirker Jessica Dinnage.
'Vægtløs' får dansk biografpremiere den 26. februar 2026.









