Teenage Sex and Death at Camp Miasma

Da den unge, ambitiøse filminstruktør, Kris (Hannah Einbinder) får chancen for at genoplive den klassiske gyserfranchise om Camp Miasma, er det en drøm, der bliver til virkelighed. For at give projektet tyngde opsøger hun stjernen fra de originale film i serien, Billy Presley (Gillian Anderson), som er tiltænkt hovedrollen i genindspilningen. Mødet mellem den idealistiske instruktør og den mere erfarne, tilbagetrukne skuespiller bliver udgangspunktet for en fortælling om besættelse, kunstnerisk kontrol og forholdet mellem fortidens kultfilm og nutidens blik på dem. Mens arbejdet med filmen tager form, begynder grænsen mellem remake, erindring og virkelighed at forskyde sig. Det, der først ligner en meta-gyser om at genskabe et slasher-univers, udvikler sig til en mere urovækkende fortælling om identitet og begær.

“Teenage Sex and Death at Camp Miasma” er instrueret af Jane Schoenbrun, som især er kendt for at arbejde i krydsfeltet mellem coming-of-age, horror og queer-sensibilitet. Filmen blev hurtigt omgivet af stor interesse, ikke mindst fordi den kom efter den meget omtalte “I Saw the TV Glow”, og fordi Schoenbrun her bevæger sig endnu tydeligere ind i en meta-slasher-tradition med et personligt og kunstnerisk præg. Filmen er blevet beskrevet som en slags queer-nyfortolkning af den klassiske lejrslasher-genre men med langt større fokus på begær, identitet og psykologisk opløsning.

På rollelisten står Hannah Einbinder og Gillian Anderson som filmens centrale duo, flankeret af blandt andre Patrick Fischler, Jack Haven, Eva Victor, Zach Cherry, Sarah Sherman og Jasmin Savoy Brown. Netop castingen udgør en stor del af filmens tiltrækningskraft: Andersons tilstedeværelse giver projektet både ikonisk tyngde og en forbindelse til filmens tema om fortidens stjerner og gysermytologi, mens Einbinder repræsenterer en nyere generation af performere med et mere moderne, queer og selvbevidst udtryk.

Festivalmodtagelsen har også styrket filmens ry. Verdenspremieren i Cannes udløste en seks minutter lang stående applaus, og filmen vandt også Queer Palmen, hvilket placerer den centralt i samtalen om årets mest markante queer- og genrefilm. Denne modtagelse har været med til at transformere filmen fra et nicheprojekt til en bredere art-house-horror-film.