I filmen 'Beautiful Creatures' tæller Ethan ned til den dag, hvor high school er ovre, og han kan flytte langt væk fra sovebyen Gatlin. Hver nat hjemsøges han af mærkelige drømme om en pige, han aldrig har mødt.
Ethan er som besat og føler sig både forelsket og lettere sindssyg på én gang. Da den smukke, sagnomspundne Lena Duchannes dukker op på hans skole, bliver pigen fra hans drømme pludselig lyslevende.
Ethan føler sig uimodståeligt draget af Lena, der har magiske kræfter og derfor skræmmer alle andre. En stærk forbindelse opstår mellem Lena og Ethan, der er som skabt til hinanden, men der hviler en mørk forbandelse over Lenas skæbne, som vil blive afgjort på hendes 16 års fødselsdag - og den nærmer sig.
Den overnaturlige romance mellem Ethan og Lena kan sammenlignes med Bella og Edward i Twilight-universet, men i 'Beautiful Creatures' er kønsrollerne byttet om, så vi oplever den dragende kærlighed fra drengens perspektiv.
Instruktøren Richard LaGravenese har før stået bag 'Freedom Writers' (2007) og ’P.S. I Love You’ (2007), og som de ulykkelige elskende ses de stadig ret ukendte Alice Englert og Alden Ehrenreich.
'Beautiful Creatures' bygger på Kami Garcia og Margaret Stohls ungdoms-bestseller fra 2009 (da. 2010).
Brugernes anmeldelser
0,0
0 brugere