Gyser-komedien 'Five Nights at Freddy's 2' er efterfølgeren til succesen Five Nights at Freddy's og bygger på det populære spil af samme navn.
Efter de brutale begivenheder i den første film, følger vi igen overleverne Mike og hans lillesøster Abby, som nu forsøger at komme sig efter deres møde med de morderiske kæmpebamser på familierestauranten Freddy Fazbear's Pizza.
Der går dog ikke lang tid før, at søskendeparret atter må se sig jaget af de animatroniske bamser, der holder til på det skumle pizzeria, hvor man skal passe på med at begive sig ind, hvis man har livet kært.
'Five Nights at Freddy's 2' er baseret på Scott Cawthons blockbuster-spilserie. Han har ligeledes skrevet gyserfortsættelsens manuskript, mens Emma Tammi atter er at finde i instruktørstolen.
Den første film blev en af de mest indbringende gyserfilm i 2023 og er produceret af Blumhouse Productions, der også står bag andre gyserhits som Insidious-, The Purge- og Paranormal Activity-filmene.
Det populære spil, som filmene er baseret på, gik sin sejrsgang, da det første udkom i 2014. Det blev et sandt gaming-fænomen på YouTube med utallige streamere, der spillede det uhyggelige jumpscare-spil.
Brugernes anmeldelser
4,3
19 brugere








