I Lars von Triers thriller ’The House That Jack Built’ følger vi seriemorderen Jack, der i en periode på 12 år myrder løs i kunstens navn. Filmen foregår i 1970ernes USA, og Jack har gjort det til sin fremmeste opgave at præsentere hvert mord som et kunstværk i sig selv.
Men seriemorderen tager større og større risici i sin søgen efter det perfekte drab, mens politiet, og den uundgåelige anholdelse, kommer stadig tættere på. Imens oplever Jack en slags eksistentiel krise, der sætter ham over for en mystisk person ved navn Verge, som lytter og bidrager sarkastisk til psykopatens selvransagelse.
'The House That Jack Built' er Lars von Triers nyeste, yderst brutale og måske mest selvreflekterende film. Trier har tidligere begået debatskabende film, og hvor Dancer in the Dark indbragte ham Guldpalmen i Cannes, men den eksplicitte gru fra Antichrist kan bedre sammenlignes med seriemorderfilmen.
54-årige Matt Dillon, der havde sin storhedstid i 1980erne og 1990ernes Hollywood, spiller Jack, mens et internationalt skuespillerhold flankerer titelrollen, deriblandt danske Sofie Gråbøl, schweiziske Bruno Ganz og amerikanske Uma Thurman. (copyright: kino.dk)
Brugernes anmeldelser
2,0
1 brugere