

INNI - Sigur Ros
Anmeldelser fra publikum
Loader...
De er bare ikke som de andre. Islandske Sigur Rós har i den grad sans for det særegne.
Det er pompøst, grandiost, intenst og inderligt på samme tid. Slet ikke live. Ordet avantgarde kommer i den grad til sin ret, både i det musikalske og især med det visuelle udtryk mesterligt instrueret af Vincent Morisset, der tidligere har skabt interaktive musikvideoer for Arcade Fire.
Til tider er det som at se en gammel sort/hvid stumfilm, men så alligevel langt fra. Det ene øjeblik står alting stille, det næste følges både band og billede afsted i fuld fart, med hurtige kameraskift suppleret af kraftfulde, overvældende toner fra den islandske kvintet.
Det er live hele vejen igennem, kun afbrudt af enkelte små indslag med bandet og finurlige mellemled, der mest af alt minder om den gode gamle kreative børnetime med Jørgen Clevin.
Bandet startede som en trio tilbage i 1994. Nu er de en kvintet, der i år udgiver deres 8. plade. De har hevet det bedste frem fra deres imponerende bagkatalog, og selvom man har set Sigur Rós live før, så gør man det gerne igen.
Man bliver suget ind i det her intense univers af vellyd og æstetik, og med fare for at lyde patetisk, så forvent omfattende gåsehud, for det her er det vildeste, overdrevent følelsesfremkaldende livekick i 2011!