Du kan godt allerede nu forberede dig på en ny tur ind i The Further - den mørke dimension mellem himmel, jord og helvede, som eksisterer i Insidious-universet.
Titlen på den sjette film i rækken af dæmongys er Insidious: Out of the Further, der står til at have dansk biografpremiere den 20. august.
Filmen vil handle om den enlige mor Gemma, som viser sig at have en særlig evne - ikke nok med, at hun kan bevæge sig ind og ud af "The Further", så kan hun også tage dæmonerne med ud.
Og når først dæmonerne finder ud af Gemmas egenskab, så starter "festen"...
Den kommende gyserfilm er skrevet og instrueret af Jacob Chase, der tidligere har stået bag gyseren Come Play. Medforfatter på 'Out of the Further' er David Leslie Johnson-McGoldrick, hvis CV bl.a. tæller gyset Orphan og flere The Conjuring-film.
Rollelisten består af Amelia Eve, Island Austin, Sam Spruell, Brandon Perea, Maisie Richardson-Sellers og Laura Gordon, mens Insidious-legenden Lin Shaye gør comeback som karakteren Elise Rainier.
De originale skabere, James Wan og Leigh Whannell, er begge tilknyttet som producere.
Mere omtale følger...
Brugernes forventning
0,0
0 brugere





