I ’Nat og tåge’, Alain Resnais’ poetiske film-essay om erindring, er tonen tyst og afmægtig. Hvordan, spørger Resnais, kan vi glemme kz-lejrenes rædsler? Hvordan kan vi huske dem? Resnais sætter også spørgsmålstegn ved, hvorvidt ord og billeder overhovedet slår til i konfrontationen med sådanne grufuldheder. ’Nat og Tåge’ er derfor også blevet kaldt en anti-dokumentar. Det er ikke en film, der søger at afdække og forklare. I stedet er det film, der filosoferer over menneskets cykliske natur og uhyggelige tendens til at øve vold mod egen art – med en lille løftet pegefinger om, at hvis vi ikke passer på, så kunne det ske igen.