Den store skønhed

Filmen 'Den store skønhed' handler om forfatteren Jep Gambardella, der for år tilbage skrev en roman, ’L’apparato umano’ (Det menneskelige apparat), der tog både kritikere og publikum med storm. 

Siden har den aldrende forfatter, takket været sit ungdomsværk, levet et glamourøst liv blandt Roms kulturspidser fyldt til bristepunktet med fester, kvinder og mere eller mindre overfladiske bekendtskaber - alt imens hans foragt over de udnævnte kunstneres åndsliv, eller mangel på samme, er stærkt tiltagende. 

I bund og grund er Jep Gambardella en mand i krise, der desillusionerende observerer en verden fuld af kunstige og vulgære relationer, i sin endeløse jagt på den egentlige skønhed. Handlingen både lyder og er rendyrket art-house med sine konstante referencer til historiske og nutidige kunstværker og ikke mindst de mere tvivlsomme af slagsen. 

De færreste film, der hylder kunsten, er samtidig ude i et sarkastisk ærinde overfor selvsamme, hvilket gør ’Den store skønhed’ til en sjældenhed, der ikke mindst giver performancekunsten hårde, men også vittige, ord med på vejen. Også den overfladiske livsstil dyrkes og står for skud i det komiske drama, som samtidig er en hyldest til kontrasten mellem skønhed og forfald, den ægte kunst og ikke mindst Rom. 

Den altoverskyggende hovedrolle, som den ultimative verdensmand, spilles til perfektion af 53-årige Toni Servillo, der bl.a. kunne ses som den italienske præsident Giulio Andreotti i ’Il divo' fra 2008. Filmen var instrueret af Paolo Sorrentino, som i 2011 instruerede Sean Penn i ’This Must Be the Place’. 

Med ’Den store skønhed’ giver han nu sit bud på det moderne liv portrætteret ved et guddommeligt filmet Rom, der næppe har gjort sig bedre på film siden Federico Fellinis ’La dolce vita’ fra 1960.

'Den store skønhed' modtog en Oscar for Bedste ikke-engelsksprogede film.