Bram Stoker's Dracula (1992)

Øjne våger fra himlen, Gary Oldman hvisler og overspiller herligt monstrøst i titelrollen i 'Dracula', mens rotter kan løbe på lodrette vægge, i Francis Ford Coppolas fabulerende og ofte dampende sensuelle fortolkning af Bram Stokers roman. I 1990'erne, hvor computerskabte special effects blev reglen snarere end undtagelsen, skilte 'Dracula' – skønt den er spækket med effekter – sig markant ud: Alt er lavet med lodder, trisser, dobbelteksponeringer og god gammeldags opfindsomhed. Coppola mente, at det ville virke mere autentisk – og hvor har han ret. Filmbuffs kan desuden more sig med at finde referencer til bl.a. Kubricks 'Ondskabens hotel', Friedkins 'Excorcisten' og F.W. Murnaus ekspressionistiske pragtværker 'Faust' og 'Nosferatu'.