Zombieland 2 / Woody Harrelson
Foto: Columbia Pictures

Hollywood-stjerne fylder 65: Har et særligt forhold til Danmark

Tillykke til Woody

Woody Harrelson har efterhånden besøgt Danmark adskillige gange. Han har blandt andet været på cykelferie med Roland Møller, indspillet den Oscar-vindende Triangle of Sadness sammen med flere danske skuespillere – og så er han tilsyneladende også svært glad for at vende tilbage til vores lille land.

Det fortalte skuespiller Vicki Berlin, da vi havde besøg af hende i vores podcast i forbindelse med premieren på netop Ruben Östlunds Guldpalme-vinder, hvor hun arbejdede sammen med Harrelson samt dansk-kroatiske Zlatko Burić.

Her afslørede hun, at hun efter optagelserne havde besøg af Harrelson, da han lagde vejen forbi Danmark sammen med sin hustru Laura.

– Vi spiste sammen med ham, Zlatko og jeg. Vi var hjemme hos Zlatko. Superhyggeligt. Zlatkos kone havde lavet superlækker mad til os, og så sad vi bare og hyggede os.

Ifølge Berlin er det langt fra tilfældigt, at Harrelson bliver ved med at vende tilbage.

– Han kan rigtig godt lide Danmark. De var bare på lidt ferie ham og hans kone Laura, som også er vildt sød. De er bare nogle utrolig behagelige mennesker, virkelig nemme at tale med.

Berlin fortæller også, at Harrelson har et godt kendskab til dansk film og flere af de hjemlige skuespillere.

Selvom Harrelson er en af Hollywoods største stjerner, gjorde han ikke meget væsen af sig under optagelserne til ‘Triangle of Sadness’.

– Han er virkelig cool og super nede på jorden. Så der gik ikke så lang tid, før han bare var "Woody".

Hun husker stadig deres første møde med et smil.

– Lige pludselig stod han dér i en T-shirt og lignede verdens mest almindelige mand. Man tænkte bare: "Det er dæleme Woody Harrelson." Det var helt syret.

Den amerikanske skuespiller fylder 65 år den 23. juli 2026, men hvis Vicki Berlin har ret, går der næppe længe, før Harrelson igen lægger vejen forbi Danmark.

 Du kan finde podcasten på disse tjenester:
På Spotify
I Apple podcast
Hos Libsyn
På Podimo
Google podcasts
- Og i din podcast-app (Android og iPhone)

Følg os for de seneste nyheder, konkurrencer samt film- og serietips: