30 år efter ikonisk action-klassiker arbejdes der på en efterfølger
I år er det 30 år siden, at actionfilmen med Sandra Bullock og Keanu Reeves om den vildfarne bus, Speed, havde premiere.
Succesen førte til en efterfølger i 1997 med Speed 2, men nu er det altså 27 år siden, nogen sidst steg ombord på bus 2525 mod Downtown.
Og spørger man Sandra Bullock, tvivler hun på, at Hollywood er modig nok til at lave en tredje film. Det udtalte hun i starten af oktober 2024.
Men ifølge Steve Asbell, direktør hos 20th Century Studios, tager hun fejl. I et interview med The Hollywood Reporter afslører han, at der arbejdes på en 'Speed 3'.
Det var i forbindelse med en særlig visning af 'Speed' i anledning af filmens 30-års jubilæum, at Bullock udtalte:
- Jeg ved ikke, om vi længere er i en branche, der er villig til at tolerere det og være modig nok til at gøre det. Måske tager jeg fejl.
Om Bullock virkelig tager fejl, må tiden vise. For selvom Steve Asbell fra 20th Century Studios erklærer, at de er modige nok, er der endnu ikke noget konkret projekt i støbeskeen. Han udtaler:
- Det er en af de sidste film, vi endnu ikke har genindspillet. Og for virkelig at have en grund til at vende tilbage, skal det være en fantastisk idé, en idé, der begejstrer (Bullock og Keanu Reeves) [...] De skulle være en del af udviklingen af den idé.
Med den udtalelse sender han dermed bolden tilbage til Bullock og hendes medspiller Keanu Reeves' banehalvdel.
Det vides endnu ikke, om Bullock og Reeves er interesserede i endnu en omgang på busruten. Men med den oprindelige films succes in mente, og hvad den gjorde for deres respektive karrierer, kan det ikke udelukkes.
'Speed' blev i 1994 en kæmpe biografsucces og nåede en 8.-plads på listen over årets mest sete biograffilm verden over. Det viser tal fra BoxOfficeMojo – og det var vel at mærke med et budget på kun 30 millioner dollars.
Hvad der skal til for at gøre 'Speed 3' til en realitet og få Bullock og Reeves til at vende tilbage, kan kun gættes på. Men til at starte med skal der nok skrives et manuskript, der virkelig fanger deres opmærksomhed - og det er altså her, at studiet beder om deres hjælp.
'Speed 3' har endnu ingen premieredato og befinder sig stadig i idéfasen.