
4 nye film du kan se i biografen i denne uge
En film-firkløver til ferien
For mange er denne uge anledning til afslapning, ordne praktiske ting man ikke magter i hverdagen og ikke mindst at gå i biografen. Vi har derfor lavet den store biografguide til efterårsferien, så du kan danne dig et overblik over, hvad du skal nå at se.
I denne uge bliver fire film tilføjet til programmet, hvor vi blandt andet får dansk-instrueret mord i neonlys, gadekampe fra videospilsverden, et comeback efter 55 år og lander der aliens i en sydkoreansk havneby.
Herunder er et overblik over de 4 nye premierefilm i uge 42:
Her Private Hell - biografpremiere den 15. oktober
Den danske provocateur Nicolas Winding Refn er i denne måned tilbage med den neonindhyllede seriemorderfilm ’Her Private Hell’.
Filmen er blevet beskrevet som en dristig og provokerende avantgarde-thriller, der udspiller sig i en forførende fremtidsverden.
Sophie Thatcher, kendt fra bl.a. ‘Companion’, ‘Heretic’ og ‘Yellowjackets’, spiller en ung kvinde, der leder efter sin far, mens en mystisk tåge omslutter byen og slipper en dødbringende skabning løs.
På rollelisten finder man desuden Charles Melton, Havana Rose Liu, Kristine Froseth, Dougray Scott, Diego Calva, Shioli Kutsuna, Aoi Yamada og Hidetoshi Nishijima.
’Her Private Hell’ er Refns første spillefilm i ti år.
Street Fighter - biografpremiere den 15. oktober
Det ikoniske kampsportsspil ‘Street Fighter’ udkom første gang i 1987. I 1994 kunne man så gå i biografen og se spilfilmatiseringen af samme navn med bl.a. Jean-Claude Van Damme, Kylie Minogue og en skurkagtig Raul Julia på rollelisten.
Forude venter nu en ny Street Fighter-film anno 2026.
I den kommende film bliver kampsportsudøverne Ryu og Ken Masters i 1993 rekrutteret af Chun-Li til det såkaldte World Warrior Tournament, som er en konkurrence mellem de stærkeste kæmpere fra hele verden.
Bag turneringen finder man dog en skjult sammensværgelse, der tvinger duoen til at udfordre både hinanden og deres fortids dæmoner, som det lyder i filmens plotbeskrivelse.
Filmen fungerer som et reboot af Street Fighter-universet, hvor man finder et stort karaktergalleri af velkendte og hårdtslående karakterer fra spillene.
The Devils - repremiere den 15. oktober
Ken Russells ’The Devils’ skabte stort postyr, da filmen i 1971 i et vildt mix blandede sex, nøgenhed, religion, djævle, politisk magt, hekse og eksorcisme. Det førte til en af filmhistoriens største censursager.
Men nu - 55 år efter - vender instruktørens komplette udgave af filmen tilbage i biografen i en aldrig før set nyrestaureret 4K-version baseret på det originale negativ og genskabt efter Russells oprindelige ønske.
‘The Devils’ fortæller historien om en forfængelig præst (Oliver Reed), der bliver udsat for en heksejagt, da en sindssyg nonne, spillet af Vanessa Redgrave, anklager ham for at være en troldmand.
Filmens kontroversielle natur betød, at den blev klippet ned, og derfor har der i årenes løb eksisteret forskellige udgaver. I England endte den med at få en såkaldt X-rating.
Den nye version kommer da også med en såkaldt NC17-rating, hvilket er den officielt højeste censur-rating en film kan få i det amerikanske system.
Hope - biografpremiere den 15. oktober
Den sydkoreanske sci-fi-film ’Hope’ finder sted i ødede havneby Hope Harbor, som ligger tæt på den demilitariserede zone ved grænsen til Nordkorea.
Byen rammes pludselig af mystiske angreb. Det viser sig, at et rumskib er landet. Nu må byens kræfter slå sig sammen for at bekæmpe de mystiske rumvæsner. En gruppe ledet af politichef Bum-seok (Hwang Jung-min) og den unge politibetjent Sung-ae (spillet af Jung Ho-yeon) forsøger at beskytte byen.
Samtidig drager en gruppe jægere ud i skovene for at dræbe rumvæsnerne, men rollerne bliver hurtigt byttet om, så jægerne i stedet bliver de jagede.
’Hope’ er instrueret af den anerkendte instruktør Na Hong-jin, og har desuden flere internationale stjerner på rollelisten, heriblandt de Hollywood-parret Michael Fassbender og Alicia Vikander.