
8 nye film du kan se i biografen i denne uge
Store udgivelser til efterårsferien
I denne uge kommer de titler, der skal fylde biografsale i løbet af efterårsferien (hvis man selvfølgelig er så heldig at have sådan en). Hele otte nye film bliver der at vælge imellem.
På programmet er et dansk drama, som flere af os har ventet på i form af Christian E. Christiansens ‘Råplan’.
Vi skal også forbi Facebooks foruroligende filer, en mystisk verden, en kriminel Mille Dinesen og meget mere.
Herunder er et overblik over de 8 nye premierefilm i uge 41:
Bugboy - biografpremiere den 8. oktober
Dokumentarfilmen ’Bugboy’ følger Yorgos, der er en genert teenager med synsproblemer, som kæmper med at finde fodfæste og få kontakt til andre efter forældrenes skilsmisse.
Han søger tilflugt i insekternes verden og knytter et stærkt bånd til fårekyllingen Isabella, der åbner hans verden på uventet vis.
Filmen er en morsom og rørende dokumentar om identitet, venskab og mod, som minder os om, at selv de mindste skabninger kan hjælpe os med at finde vores plads i verden.
Den fremmede (Camus) - biografpremiere den 8. oktober
Albert Camus’ roman fra 1942, der betragtes som et hovedværk inden for eksistentialismen, bliver nu endnu engang filmatiseret, denne gang af instruktør François Ozon, der foretager enkelte ændringer, men ellers er bemærkelsesværdigt tro mod bogen. Nogen vil måske ligefrem kalde den den definitive filmatisering.
Det er historien om Meursault, der er en følelsesmæssigt distanceret fransk bosætter i 1930'ernes Algier.
Efter sin mors død vender han hurtigt tilbage til hverdagen og indleder et forhold til sin tidligere kollega Marie.
Samtidig bliver han gennem sin nabo Raymond trukket ind i en konflikt, der kulminerer under en skæbnesvanger dag på stranden og siden bringer Meursault for retten.
Den glemte ø - biografpremiere den 8. oktober
Bag animerede publikumsfavoritter som ‘Shrek’, ‘Sådan træner du din drage’, ‘Kung Fu Panda’ og ‘Madagascar’ står produktionshuset DreamWorks Animation, som nu er klar med deres nyeste skud på stammen, ‘Den glemte ø’.
Filmen følger to venner, Jo og Raissa, som strandes i en mystisk verden på den glemte ø Nakali. Vennerne opdager, at deres eneste vej hjem måske kræver, at de opgiver et helt livs minder og følelser.
Med rødder i filippinsk mytologi er 'Den glemte ø' et animationseventyr om to bedstevenner med mange magiske minder og oplevelser bag sig, der bliver stillet over for spørgsmålet: Hvad sker der, hvis din bedste ven glemmer alt om dig?
Animationsfilmen er skrevet og instrueret af Joel Crawford og Januel Mercado, der tidligere har co-instrueret opfølgeren om Den bestøvlede kat, ‘Den bestøvlede kat og ønskestjernen’.
Den Store Diamantjagt - biografpremiere den 8. oktober
Mille Dinesen indtager rollen som den charmerende, rapkæftede og lettere kriminelle mormor Lydia, der vender op og ned på sine børnebørns tilværelse i familiefilmen ’Den store diamantjagt’.
Lydia dukker pludselig op på familiens dørtrin efter flere år bag tremmer til stor overraskelse for søskende-trioen Katja, Kenny og Kurt, som slet ikke vidste, at de havde en kriminel mormor.
Før de når at se sig om, er hverdagen erstattet af vilde missioner og skumle skurke.
Miss Money, som Lydia kalder sig selv, har nemlig brug for børnenes hjælp til at få fingrene i verdens største diamantring, som hun engang stjal fra en ond diamanthandler.
Ringen befinder sig efter sigende i Rutsjebanen på Bakken, men Miss Money er ikke den eneste, der er interesseret i at få fingrene i den…
F for Får Filmen - Et monster på bondegården - biografpremiere den 8. oktober
Den tredje stop motion-animerede spillefilm i Aardmans verdensberømte F for får-univers efter ‘F for får-filmen’ fra 2015 og ‘Fårmageddon’ fra 2019 rammer biograferne lige op til efterårsferien.
Filmen følger beboerne på bondegården, som glæder sig til Halloween – altså lige indtil den klodsede bonde ødelægger flokkens elskede græskarbed!
Da Frode Får forsøger sig som gal videnskabsmand for at rette op på det hele, går det hurtigt helt galt...
Med bonden forsvundet og et vildt bæst løs i skoven er alle ingredienser til et monstrøst sjovt familieeventyr på plads.
Other Mommy - biografpremiere den 8. oktober
“Må jeg komme ind i dit hjerte?”
Det spørgsmål stiller et mystisk væsen, der ligner Belas mor, om og om igen.
Den lille pige kalder skabningen for “Other Mommy”, og mens hun langsomt udvikler et tæt bånd til væsenet, der bor i hendes skab, så opdager Bela, at det har en langt mere ondsindet natur.
‘Other Mommy’ er baseret på Josh Malermans roste bog ‘Incidents Around the House’, som bl.a. Stephen King har rost med ordene: “Et sjældent tilfælde, hvor romanen faktisk er oprigtig skræmmende. Jeg mener, at her er The Exorcist-niveau af uhygge”.
Med de ord fra gysermesteren er det intet under, at bogen nu har fundet vej til det store lærred. Bag filmatiseringen står ligeledes nogle af horror-verdenens stærkeste navne. Nemlig James Wan (The Conjuring, Insidious, Saw) og Blumhouse Production.
I hovedrollen ses Oscar-vinderen Jessica Chastian, der kaster sig ud i en vild dobbeltrolle som både Belas mor og “Other Mommy”.
Råplan - biografpremiere den 8. oktober
20 år efter, at ’Råzone’ skildrede ungdommen med et råt og realistisk blik, så er den uafhængige opfølger ’Råplan’ nu klar til den næste generation.
Laura Christensen vender tilbage i rollen som Christina, der tager et job som lærer på den skole, hvor hun selv engang var elev.
Men hun må sande, at ikke meget har ændret sig - og hendes egen fortid, har hun stadig ikke lagt bag sig.
Ella Testa Kusk (‘Julemandens datter’) spiller den uregerlige, 16-årige Mathilde, der er på kollision ikke kun med Christina men med hele samfundet.
Da Christina og Mathilde ender i en konflikt, bliver det nemlig starten på en negativ spiral, der fører chikane, trusler, vold, hemmeligheder og løgne med sig.
Bag filmen står Christian E. Christiansen, der ligeledes instruerede og skrev ‘Råplan’ tilbage i 2006.
The Social Reckoning - biografpremiere den 8. oktober
’The Social Network’ betragtes af mange som en moderne klassiker for sin skildring af Facebooks tilblivelse og alt det bedrag, de lovbrud og den usympatiske adfærd, der fulgte med.
Nu får vi senere i år en opfølger - om end den ikke er en “direkte” opfølger men snarere et ledsagerstykke til den Oscar-vindende film fra 2010.
Aaron Sorkin bygger videre på sin rolle som manuskriptforfatter, der indbragte ham en Oscar for den første film, ved denne gang også at tage instruktørgerningen på sig, hvilket i forrige film var en funktion, der blev udfyldt af David Fincher.
Derudover overtager Jeremy Strong rollen som Mark Zuckerberg efter Jesse Eisenberg, mens rollelisten også tæller Mikey Madison, Jeremy Allen White og Bill Burr.
Filmen følger whistlebloweren Frances Haugen (Madison), der er en tidligere Facebook-medarbejder, som indsamlede interne dokumenter og videregav dem til journalisten Jeff Horwitz (White).
Horwitz' efterfølgende artikelserie, ‘The Facebook Files’, afslørede blandt andet, at Facebooks egne undersøgelser viste, at platformene kunne have skadelige konsekvenser for unge brugere, og at virksomheden havde undladt at offentliggøre disse resultater.