
9 nye film du kan se i biografen i denne uge
Comebacks, dokumentarer og spa
I denne uge venter en stor og blandet filmcocktail, da hele ni nye film har premiere i landets biografer.
Uge 37 er i sandhed comebackets uge, da vi både får et Matthew McConaughey bio-comeback, et af vor tids største rock-comebacks og så gør to magiske søstre comeback efter 28 år.
Ugen byder desuden på dansk dokumentar, træning til lattermusklerne og historiske dramaer.
Herunder er et overblik over de 9 nye premierefilm i uge 37:
Alle Guds farver - biografpremiere den 10. september
Den danske dokumentar ’Alle Guds farver’ tager os med indenfor i Enghave Kirke på Vesterbro - også kendt som "Queer-kirken".
Filmen er instrueret af Jannik Splidsboel og følger præsten Viggo og kirketjeneren Ramona Macho, der hver dag arbejder for at skabe et kirkerum, hvor alle er velkomne uanset køn, seksualitet eller baggrund.
Den skildrer samtidig den modstand, kirken møder fra kritikere, som mener, at kristendom og LGBTQ+-rettigheder ikke kan forenes.
Undervejs undersøger dokumentaren, hvordan tro, identitet og fællesskab kan eksistere side om side i en tid, hvor mange kirker oplever faldende medlemstal.
Coyote vs. Acme - biografpremiere den 10. september
Efter at være blevet droppet tilbage i 2023 af det oprindelige selskab bag, lander filmen ’Coyote vs. Acme’ nu langt om længe i biograferne.
Der er tale om en film, der kombinerer live-action med animation, når vi bl.a. møder velkendte karakterer som Bugs Bunny og Daffy Duck i fuld vigør.
Filmen følger den uheldige prærieulv Wile E. Coyote, der anlægger sag mod Acme Corporation, hvis produkter gentagne gange har haft fejl under hans jagt på den lynhurtige fugl Road Runner.
I menneskerollerne finder man bl.a. Will Forte som Coyotes advokat, mens John Cena er hans modpart.
Don’t Look Back in Anger - biografpremiere den 10. september
Ugen byder også på endnu en dokumentarfilm. Denne gang handler det om et af historiens største rockbands, Oasis.
Filmen skildrer Liam og Noel Gallaghers triumferende genforeningsturné, Oasis Live ’25, der var et af vor tids største rock-comebacks.
Det er en uforbeholdent opløftende fortælling om 2025’s største musikbegivenhed og viser følelserne hos både bandet og deres fans verden over.
Gennem et unikt indblik får vi adgang til øvelokalet, backstage og scenen, ligesom filmen indeholder de første fælles interviews med Noel og Liam i mere end 20 år.
Ud over at følge bandets udsolgte verdensomspændende turné udforsker filmen den dybe følelsesmæssige gennemslagskraft af dette globale kulturfænomen, og hvad deres musik betyder for publikum på tværs af generationer.
Practical Magic: Magi i familien - biografpremiere den 10. september
Der er gået intet mindre end 28 år, siden vi i ’Practical Magic’ første gang mødte Owens-søstrene Sally og Gillian, der blev spillet af Sandra Bullock og Nicole Kidman.
For os med en særlig plads i hjertet til heksesøstrene, er der gode nyheder, for de er i september tilbage i efterfølgeren ’Practical Magic: Magi i familien’, hvor både Bullock og Kidman gentager deres roller.
I den nye film har Sally nu voksne døtre, der er i fuld gang med deres egne liv, mens den evigt forelskede Gillian har slået sig til ro med … en sort kat. Men balladen indhenter dem, da de trækkes væk fra den idylliske New England-by på en dramatisk mission.
Der er et markant dansk islæt på 2'eren, da man bag kameraet finder ingen ringere end stjerneinstruktøren og Oscar-vinderen Susanne Bier.
Pressure - biografpremiere den 10. september
Den 6. juni i 1944 under 2. verdenskrig sitrer kommandocenteret for de allierede styrker i Europa af spænding. Det er dagen, hvor den storstilede invasion af det besatte Europa finder sted under navnet Operation Overlord - bedre kendt som D-dag.
Det er de 72 intense timer før invasionen, som det nye historiske drama ’Pressure’ handler om, hvor hele verdens øjne hviler på en håndfuld mænd - og hvor én forkert beslutning kan koste alt.
Filmen skildrer således én af de mest afgørende militæroperationer i moderne historie - ikke gennem slagmarksspektakel, men gennem den frygt og de umulige beslutninger, der kan afhænge af en enkel vejrrapport.
På rollelisten gøres Brendan Fraser selskab af Andrew Scott, mens bl.a. også Kerry Condon, Chris Messina og Damian Lewis er at finde blandt de medvirkende.
Primavera - biografpremiere den 10. september
Filmen ’Primavera’ udspiller sig i begyndelsen af 1700-tallet i nogle af Firenzes smukt bevarede historiske omgivelser og fortæller historien om det kunstneriske forhold mellem den berømte – og notorisk sygdomsplagede – komponist Antonio Vivaldi og hans protegé, en ung pige på et børnehjem.
I centrum står Cecilia, der er en smuk ung kvinde med et stort musikalsk talent. Da hun spiller violin, fanger hun opmærksomheden hos Vivaldi, der underviser i musik på børnehjemmet.
Musikken bliver et frirum for Cecilia fra den begrænsede og ensformige tilværelse, hun ellers er fanget i, og hendes talent synes at åbne døren til en helt anden fremtid.
Problemet er bare, at hendes skæbne allerede er bestemt. Cecilia er nemlig blevet lovet bort til Sanfermo, der er mange år ældre end hende, som hun skal giftes med, når han vender hjem fra krigen…
The Rivals of Amziah King - biografpremiere den 10. september
Efter flere års fravær er Oscar-vinderen Matthew McConaughey endelig tilbage i biografen med den genrebrydende indieperle ’The Rivals of Amziah King’.
McConaughey spiller titelkarakteren, der er biavler, musiker og central skikkelse i sit lokalsamfund. Efter mange år bliver han genforenet med sin tidligere plejedatter Kateri, og samtidig må han kæmpe med trusler mod sin honningforretning.
Det er en film, der konstant leger med genrerne. Først kan den minde om en western, siden om en sydstatsmusical og en Coen-brødrene-agtig krimifilm, inden den udvikler sig til et bevægende far-datter-drama og til sidst en regulær hævnthriller.
Resultatet er en livsglad og uforudsigelig film fuld af afstikkere, der i sidste ende er en hyldest til fællesskab og forbindelsen mellem mennesker.
Spa Weekend - biografpremiere den 10. september
Tag manuskriptforfatterne bag populære ensemblekomedier som ‘The Hangover’ og ‘Bad Moms’ og tilsæt fire særdeles morsomme skuespillere i form af Isla Fisher, Leslie Mann, Anna Faris og Michelle Buteau. Så har du alle ingredienserne til en kaotisk tur i spabad for hovedrollerne og en lige så sjov tur i biografen for os andre.
’Spa Weekend’ følger fire veninder, der har kendt hinanden hele livet, på en weekendtur til et luksuriøst spaophold. Jane (Mann) skal fejre sin fødselsdag sammen med sine trofaste veninder Coco (Buteau) og Sophie (Faris).
De har bevidst undladt at invitere Mel (Fisher), som er en veninde, de egentlig ikke bryder sig særlig meget om, og hvis kaotiske påfund kan få selv en bilulykke til at ligne en fredelig gåtur.
Mel dukker selvfølgelig op alligevel, og snart udvikler weekenden sig til det rene kaos. Hendes barnlige og konstant grænseoverskridende opførsel bringer veninderne i den ene håbløse situation efter den anden, og tvinger dem samtidig til at konfrontere deres egne problemer.
Superhunden Charlie - biografpremiere den 10. september
Den nye animationsfilm for hele familien ’Superhunden Charlie’ følger den niårige Danny, hvis bedste ven, den titulære hund, Charlie, er begyndt at skrante på sine gamle dage.
Dannys drømme om at tage på eventyr med Charlie bliver pludselig til virkelighed, da hunden bliver bortført af et rumvæsen, der leder efter et kæledyr, og vender hjem igen nu ung, talende og med superkræfter.
Da Danny og Charlie opdager, at nabokatten har en plan om at forurene menneskenes føde og overtage verden, kaster de sig ud på en mission for at stoppe ham.
Filmen er en tempofyldt og actionfyldt familiefilm om mod, venlighed, venskab og troen på sig selv.