
9 nye film og repremierer du kan se i biografen i denne uge
Både nye film og repremierer
I kan godt glæde jer til ugens nye film i biografen samt et par storslåede repremierer.
Uge har nemlig lækkerier på biografmenuen, der byder på både bankrøvere, familiefilm og et drama i smuk sort/hvid, videre til en klassisk julefortælling, umage kærlighed samt genopsætninger af ‘Dune: del 1’ og ‘Dune: del 2’.
Herunder finder du et overblik over de 9 både nye film og repremiere i uge 46:
How to Rob a Bank - biografpremiere den 12. november
David Leitchs (‘Bullet Train’ og ‘Deadpool 2’) nye film følger en gruppe bankrøvere, der er eksperter i at begå sig på sociale medier. De befinder sig dog pludselig midt i en farlig katten-efter-musen-leg.
For efterhånden som deres røverier går viralt, tiltrækker de uforvarende opmærksomheden fra en erfaren FBI-agent og en genial softwareingeniør.
Filmen ledes an af Nicholas Hoult og Zoë Kravitz.
Jagten på julens magi - biografpremiere den 12. november
Selvom vi stadig kun er i november måned, er det aldrig for tidligt til et animeret juleeventyr for hele familien. I ’Jagten på julens magi’ møder vi således Marie, der støder ind i nissen Stumpe.
Marie forsøger ihærdigt at overbevise sin far om, at Julemandens værksted og nisserne rent faktisk findes. For hvis hun kan genskabe farens tro på julen, så kan familien samles og fejre den sammen.
Bag filmens stemmer finder man bl.a. Vicki Berlin, Sebastian Jessen og Cyron Melville som nisserne, mens Birgitte Raaberg er farmoren og Niels Olsen er Julemanden.
Missen Moxy - biografpremiere den 12. november
Katten Moxy er med sin familie på sommerferie i det solrige Frankrig, da hun pludselig bliver væk. Eller rettere holdt fanget. Udlejeren af feriegården er nemlig fast besluttet på vinde et populært tv-show for talentfulde dyr - og her passer Moxy perfekt!
Men da Moxy slipper fri, er hendes familie rejst. For at finde hjem har Moxy nu ikke andet valg end at alliere sig med de mest forfærdelige dyr, som en kat kan forestille sig: Nemlig en hund og fugl.
Det bliver begyndelsen på en rejse gennem Europa, hvor Moxy møder en masse nye dyr, får et helt nyt syn på livet og opdager den sande betydning af venskab.
Rose - biografpremiere den 12. november
Man følger i filmen kvinden Rose, der udgiver sig for at være en mand. Da hun ankommer til en tysk landsby i 1600-tallet, hævder hun at være arving til et stykke jord i området og begynder nu langsomt at blive en del af landsbyens fællesskab.
Rose har i årevis udgivet sig for at være en mand, da bedraget har været hendes eneste mulighed for at opnå frihed fra tidens strenge kønsroller og begrænsninger.
Med sine smukke sort-hvide billeder er ‘Rose’ et nervepirrende drama, hvor vores hovedperson efterhånden vikler sig længere og længere ind i sit eget bedrag.
Scrooge - biografpremiere den 12. november
Johnny Depp har brugt en stor del af sin karriere på at portrættere nogle af filmhistoriens mest ikoniske karakterer. Nu påtager han sig rollen som julens mest berømte gnier, nemlig Ebenezer Scrooge.
Den gnavne og forbitrede gnier afskyr som bekendt julen og øser sin vrede ud over dem, der fejrer højtiden, men som siden bliver hjemsøgt af julens ånder.
Filmen instrueres af Ti West, der er manden bag gys som som ‘X’, ‘Pearl’ og ‘MaXXXine’. Filmens rolleliste byder bl.a. også på Rupert Grint, Andrea Riseborough, Sam Claflin og Ian McKellen.
Wicker - biografpremiere den 12. november
Det amerikansk-australske ægtepar Alex Huston Fischer og Eleanor Wilson, der både skriver manuskript og instruerer sammen, har filmatiseret Ursula Willis-Jones' novelle ‘The Wicker Husband’.
Man følger her en fiskerkvinde (Olivia Colman), der er træt af at være til grin blandt landsbyens indbyggere, men da hun får en kurvemager (Peter Dinklage) til at flette sig en ægtemand (Alexander Skarsgård), ændrer alt sig.
Det umage pars lykke vækker således stor opsigt i landsbyen, hvor borgerne efterhånden indser, at de nygifte er oprigtigt lykkelige og at deres egne liv blegner til sammenligning.
Dune: Del 1 – repremiere den 13. november
Som opvarmning til trilogiens store afslutning Dune: Del 3 til december viser en række biografer de første to film i science fiction-filmserien.
I ’Del 1’ følger vi Paul Atreides, der er en ung mand med en skæbne større end han selv kan forestille sig. Men da hans familie overtager kontrollen med den farlige ørkenplanet Arrakis, udløses en brutal magtkamp mellem mægtige familier og kejserrige kræfter.
Instruktøren Denis Villeneuve bringer Frank Herberts ikoniske science fiction-klassiker til live i en storslået filmoplevelse med Timothée Chalamet, Rebecca Ferguson, Oscar Isaac, Josh Brolin, Stellan Skarsgård, Zendaya og Javier Bardem på rollelisten.
Dune: Del 2 – repremiere den 13. november
Anden del af trilogien udforsker den unge hertug Paul Atreides mystiske rejse, hvor han forenes med Chani og fremenerne, mens han er på hævnens krigssti mod de sammensvorne, der ødelagde hans familie.
Da han står foran et valg mellem sit livs kærlighed og universets skæbne, gør han alt for at forhindre en frygtelig fremtid.
Festlig sjov med Gurli Gris - biografpremiere den 14. november
Gurli Gris og hendes familie er tilbage med en festlig oplevelse på det store lærred, når de fejrer Evies første jul.
Man kan opleve juleglæden sammen med Gurli og hendes familie, når de mindes deres dejlige juleoplevelser.
Fra eventyr i sne og festlige skuespil til at pynte juletræet samler denne timelange biografoplevelse syv klassiske Gurli Gris-afsnit samt fire helt nye julesange, som de små kan danse og synge med på.