Anders W. Berthelsen: "Så skriver jeg til Lene Maria: Bliver du ked af det, hvis jeg siger ja?"

Interview med hovedrollerne i ny TV2-serie
Anders W. Berthelsen & Lene Maria Christensen
(© kino.dk)

Anders W. Berthelsen og Lene Maria Christensen danner hovedrollerne som ægteparret Michael og Ester i den nye TV2-serie Danefæ.

De to karakterer er arkæologer, hvilket i høj grad var årsagen til, at de to rutinerede danske skuespillere takkede ja til rollerne. Det fortæller de i et interview med os.

- At finde skatte i jorden, det synes jeg var spændende, siger Lene Maria Christensen.

'Danefæ' tager sit udspring i ægteparrets sølvbryllupsfest, hvor Ester føler, at Michael er faldet hende i ryggen. Michael er hårdt presset grundet sin stilling som direktør for Nationalmuseet, mens Ester arbejder på et mindre museum på Fyn.

Så da Ester gør et opsigtsvækkende fund, kan en mordgåde ikke kun vende op og ned på parrets forhold - men faktisk hele danmarkshistorien.

Se hele vores interview med skuespillerne i videoen nederst eller læs et uddrag herunder. 

Det er fjerde gang, at makkerparret Anders W. Berthelsen og Lene Maria Christensen tørner ud på skærmen sammen. Første gang var filmen Kartellet fra 2014, dernæst fulgte Rose i 2022 og sidste år spillede de overfor hinanden i Mørkeland. 'Danefæ' er dermed deres første serie sammen.

- Jeg synes bare, at det er en kæmpe fornøjelse, siger Anders W. Berthelsen om samarbejdet med Lene Maria Christensen og fortsætter:

- Jeg er hver gang bange for, at Lene Maria har det sådan: "Åh nej". Så skriver jeg til Lene Maria: "Bliver du ked af det, hvis jeg siger ja? Orker du en tur mere?".

Anders W. Berthelsen uddyber:

- Der er en tryghed, hvor man kan tale om alt.

Hør meget mere om deres samarbejde, den nye serie og vikingetiden i video-interviewet herunder.

'Danefæ' kan ses på TV2 Play nu.

Nyeste film i biografen