Barnegråd vil få det til at løbe koldt ned ad ryggen på dig i ny dansk gyser

Den overnaturlige gyserfilm 'Englebørn' kan ses i biografen
Englebørn
(© Another World Entertainment / Englebørn)

Der er noget helt galt i Freyas lejlighed. Ikke nok med, at hun synes at se en mystisk skikkelse i sit hjems mørke skygger, så begynder hun også at høre uhyggelig barnegråd fra loftet.

Men hvad er i grunden virkelighed og rent mareridt for Freya i det overnaturlige danske gys Englebørn?

Det er det ubehagelige spørgsmål for den unge kvinde, som i filmen er ved at finde sit fodfæste igen efter både en mislykket graviditet og et selvmordsforsøg.

Freya kæmper således med sin traumatiske fortid og indre dæmoner, hvor virkeligheden spiller hende et grusomt puds. For kan hun overhovedet stole på sig selv?

Norske Agnes Born indtager hovedrollen som den plagede kunstner Freya, mens man i øvrige roller bl.a. finder Micki Stoltt og Kaspersilas Crystallando samt Claus Bang og Dicte i mindre roller.

I instruktørstolen finder man den erfarne Peder Pedersen, der bestemt ikke er nogen ny mand i gyserverdenen.

Englebørn
(© Another World Entertainment)

Peder Pedersen har ganske vist en lang række musikvideoer bag sig for bands som The Minds of 99, The Raveonettes, Aqua, Veto og Powersolo, men også flere kortfilm, herunder varulvegyset 'Lykantrop' og zombie-gnaskeren 'Vågn op!' fra start-90'erne.

Den danske ildsjæl var desuden i slutningen af 80'erne og starten af 90'er redaktør på det legendariske danske tidsskrift "Inferno", der bød på alt fra netop gys til science fiction, fantasy og weirdo-film.

Med 'Englebørn' spillefilmsdebuterer den danske gyserentusiast med en biograffilm, hvor skyggerne gemmer på ubehag og hemmeligheder, mens barnegråd vil få det til at løbe koldt ned ad ryggen på dig.

'Englebørn' har biografpremiere den 13. marts.

Nyeste film i biografen