Bekræftet: Afdød skuespiller vender tilbage i ikonisk rolle

Det er over to år siden, at den seneste Fast & Furious-film med titlen Fast X fik biografpremiere.
En direkte efterfølger, der skal følge op på filmens dødelige cliffhanger, er annonceret for længst. Men der har været lidt stille omkring nye opdateringer på filmen, som Vin Diesel står i spidsen for.
Vin Diesel har dog nu afsløret et par afgørende detaljer om det sidste kapitel i bil-franchisen. I weekenden dukkede stjernen nemlig op til FuelFest i Sydcalifornien (se det i videoen længere nede), hvor han først og fremmeste kunne fortælle, at ’Fast X – 2’ først rammer biograferne i april 2027. Dermed er den blevet udskudt mindst et år.
Han bekræftede – hvilket han har sagt tidligere – at man i finalefilmen vender tilbage til rødderne med gaderace i Los Angeles. Diesel kunne nu tilføje, at der også betød, at en central karakter gjorde sit comeback.
Vin Diesels Dom Torotto bliver nemlig genforenet med Brian O'Connor - karakteren, der blev portrætteret af den nu afdøde Paul Walker, som gik bort i 2013.
De fleste Fast & Furious-fans vil kende den triste skæbe omkring Paul Walker, der døde i et biluheld i 2013 - og siden blev "genskabt" via en kombination af CGI og sine brødre, Caleb og Cody, til den 7. film, som også blev hans sidste. Indtil nu.
Det skal understreges, at Brian aldrig har været erklæret død i Fast & Furious-universet. I den rørende afslutning på ’Fast & Furious 7’ kører han sin egen vej. Men karakteren har siden da spøgt i kulissen, hvor Brian har været nævnt og hans ikoniske bil endda set.
Da vi talte med Jordana Brewster, der spiller Mia - Brians kæreste i filmserien - i forbindelse med Fast & Furious 9 i 2021, udtalte hun følgende omkring Paul Walkers karakter:
- Jeg har ikke været en del af en specifik samtale. Jeg ved, at de altid stræber efter at gøre det respektfuldt og ære ham. Når du ser 9'eren her, så er bilen kommet med på en meget bittersød måde for at mindes ham. Jeg tror, at han altid vil være der på en eller anden måde, fordi Brian er stadig en del af universet, og det er super spændende.
Se videoen med Vin Diesels præsentation herunder:
Hvordan Vin Diesel og holdet bag franchisen påtænker at bringe Paul Walker tilbage, er endnu uvist. I 2018 udtalte hans føromtalte brødre sig om en mulig tilbagevenden – og de var ikke afvisende. Til Associated Press sagde de:
- Jeg håber bare, at vi får - jeg ved det ikke - en lille gæsterolle og bringer Paul tilbage for at redde dagen, og at jeg får muligheden for at hjælpe med at skabe det igen, udtaler Caleb, og Cody fortsætter:
- Det er min drøm, og jeg håber, det kommer til at ske i en af de fremtidige film.
Den drøm kan altså nu blive til virkelighed.
’Fast X - 2’ afventer en premieredato, men forventes at lande i biograferne i april 2027.