Råzone
Foto: FilmFolket

Dansk 00'er-klassiker får efterfølger: Første intense klip vender tilbage til omklædningsrummet

20 år senere

Tidligere i år blev det offentliggjort, at den danske ungdomsklassiker ’Råzone’ får en længe ventet efterfølger.

Nu har Zentropa offentliggjort det første klip fra Råplan, hvor Laura Christensen vender tilbage til rollen som Christina – denne gang som lærer på den skole, hvor hun selv engang var elev.

I den første scene bliver vi introduceret til den 16-årige Mathilde, spillet af Ella Testa Kusk, kendt som hovedrollen i de to første film om Julemandens datter. Klippet udspiller sig i et omklædningsrum, hvor en tilsyneladende uskyldig situation udvikler sig til en intens konfrontation, da Mathilde opdager, at eksveninden Jose (Rita Marie Steen) har præcis den samme bluse som hende.

Se klippet nederst i artiklen.

Historien følger Christina, der vender tilbage til sin gamle skole med en fortid, hun troede var lagt bag sig. Her møder hun den problematiske Mathilde, der efter sin mors død har boet på et bosted.

Mødet udvikler sig hurtigt til en magtkamp, hvor chikane, hemmeligheder og løgne trækker dem begge mod et mørke, de har svært ved at kontrollere.

Vil man genopfriske ’Råzone’ inden premieren på Råplan, er der netop blevet en oplagt mulighed. I anledning af 20-års jubilæet kan den originale film i øjeblikket streames gratis på YouTube i en nyrestaureret udgave, ligesom den vender tilbage til udvalgte biografer den 17. august. Du kan læse mere om jubilæet her.

‘Råplan’ er skrevet og instrueret af Christian E. Christiansen, der også stod bag originalen fra 2006. Efterfølgeren beskrives som et råt og kompromisløst portræt af ungdomskulturen anno 2026 med fokus på tillid, svigt og overlevelse.

På rollelisten finder man desuden Clint Ruben, Lila Nobel, Peter Zandersen, Christopher Læssø og Niklas Herskind.

‘Råplan’ får dansk biografpremiere den 8. oktober.

Se det første klip herunder:

For at se dette indhold skal marketingcookies være slået til. Klik her for at ændre dine indstillinger.
Følg os for de seneste nyheder, konkurrencer samt film- og serietips: