
Dansk stjerne afslører historien bag ikonisk filmscene, der traumatiserede en generation
Navlepiercingen vi aldrig glemmer
På listen over 2000’ernes mest ikoniske danske film har ‘Råzone’ sin klare plads med dens autentiske og rå portræt af ungdomskulturen.
20 år efter premieren kommer nu den uafhængige opfølger Råplan, hvor Laura Christensen igen ses i rollen som Christina, der nu vender tilbage som lærer til samme skole, hvor hun engang var elev.
I anledning af den længe ventede danske efterfølger fik vi besøg af den danske stjerne samt instruktør Christian E. Christiansen, der står bag begge Rå-film, til en snak om 20 år med ‘Råzone’.
Når Laura Christensen tænker tilbage til premieren i 2006, husker hun mest af alt publikums reaktion.
- Jeg blev mødt af, at der var mange, der følte sig spejlet. Og det var ret stort. Det var virkelig stort at mærke, at vi havde ramt den form for autenticitet.
Instruktøren stemmer i:
- Det var også den feedback, jeg fik mest. Det var, at ungdomsfilm på det tidspunkt generelt ikke havde den autenticitet eller realisme, som vi reflekterede på en eller anden måde.
- Og så er der selvfølgelig en navlepiercings-scene, som vi også fik mange reaktioner på, lige da filmen var kommet ud. Hvis folk nævner ‘Råzone’, så er det piercings-scenen, der bliver påtalt som den traumatiserende scene, fortæller Christiansen.
Se hele vores videointerview med Laura Christensen og Christian E. Christiansen her (inkl. klippet fra navlepiercings-scenen) eller læs videre længere nede.
Navlepiercings-scenen foregår i slutningen af ‘Råzone’, hvor Stephanie Leons karakter Cecilie og hendes veninder tæsker Christina - og afslutningsvis river hendes navlepiercing ud.
Laura Christensen blev overrasket over, at det lige præcis er navlepiercingen, der er løbet med alt opmærksomheden.
- Jeg kan huske, da vi optog det. Den del af den sekvens, som navlepiercingen er en del af. Jeg tror ikke engang, jeg nåede at tænke så meget over lige den del, da vi optog det, fordi hun bliver også brændt med en cigaret og trådt i hovedet. Der er så mange andre elementer.
Instruktøren forklarer, at mange han har snakket med tror, at de har set navlepiercingen blive revet ud - men det ser man faktisk ikke.
Christian E. Christiansen forklarer, at begrundelsen formegentligt er lyden.
- Til gengæld er der en lyd, som er meget ubehagelig. Og man kunne måske forestille sig, at det var en lyd, vi havde siddet og arbejdet med i efterarbejdet. Men faktisk så sad der et stykke skumgummi på [Lauras, red.] mave.

- Og så havde vi sat piercingen fast inde i skumgummiet. Og det er den originale lyd fra optagelserne, fortæller filmskaberen.
Laura Christensen forklarer, at hun havde fået noget der minder om et liggeunderlag på maven, fordi vi skulle lave stunts:
- Man ser Stephanie sætte fingeren ind. Det er lavet for sig selv, at hun siger ”Nej, hvor er den flot,” og så sætter hun fingeren ind i. Og så klipper man jo faktisk til det andet.
- Og det gør, at folk tror, at de har set det, forklarer skuespilleren.
Opfølgeren ‘Råplan’ følger igen Christina, der nu er lærer på den skole, hvor hun selv engang var elev.
I klasseværelset venter den problematiske Mathilde på 16 år, der har boet på et bosted siden sin mors død. Deres konfrontation sætter en magtkamp i gang, der hurtigt vokser ud over klasselokalets vægge.
Mathilde kæmper for at holde sammen på en verden, der falder fra hinanden omkring hende, mens Christina kæmper for ikke at blive den, hun engang var.
‘Råplan’ kan ses i biografen fra den 8. oktober.