Dansk stjerneskud hitter i biografen: "En kæmpe f*ckfinger til dem, der siger, jeg ikke er kommerciel"

Hvis du ikke kender hans navn endnu, så varer det nok ikke længe. Den danske skuespiller Besir Zeciri er nemlig både aktuel i to af de største danske biografhits lige nu, og så er han udtaget som en af de mest lovende europæiske skuespillertalenter på filmfestivalen i Berlin.
Shooting Stars hedder programmet, hvor 10 unge skuespillere fra hele kontinentet besøger filmfestivalen og bliver præsenteret for bl.a. casting-agenter og den internationale presse.
Til pressepræsentationen vandt Zeciri hurtigt det tætpakkede lokale over med sine anekdoter om, hvorfor han aldrig blev politibetjent, og hvordan han gemmer sine beholdte masker fra Pigen med nålen under sengen, der modtog formiddagens største grin fra de fremmødte journalister.
Ifølge skuespilleren kommer det helt naturligt, da vi jo "er så heldige i Danmark, at vi er eksperter i ironi." Zeciri forklarer, at for ham går nervøsitet og selvsikkerhed hånd-i-hånd, så mens han føler nerverne, inden han trådte op på scenen, så har det danske stjerneskud stor tiltro til sig selv.
- Jeg har en kæmpe usikkerhed i min selvsikkerhed. Jeg er nok den, der er mest bange, når jeg møder op på et set. Men så finder jeg min vej, indtil jeg bliver sikker.
- Det har altid været min måde at være i verden på. Jeg har begge dele. Lige nu er jeg meget rolig. Det er rart at sidde og snakke med dig. Men jeg kan også være ved at dø over, hvordan det skal gå.

Attitude fra day one
Besir Zeciri blev færdig på skuespillerskolen i 2019 og har siden da gjort sig bemærket med bl.a. sin Robert-vindende præstation i DR-serien 'Fredløs'. Og så er skuespilleren netop nu biografaktuel med både Vejen hjem og Danmarks Oscar-håb 'Pigen med nålen', der begge har vist sig at være store billetslugere.
Skuespilleren har dog aldrig gået efter projekter med kommerciel succes for øje, hvorimod "gode historier" er prioriteten. Dog er Zeciri selvfølgelig begejstret for, at det danske publikum er så begejstrede for hans seneste to film.
- Jeg vil starte med at sige, at det her er en kæmpe fuckfinger til de producenter, der siger, at jeg ikke er kommerciel. For det er godt nok kommercielt, det vi har lavet her.
- Med 'Vejen hjem' tænkte jeg, at der er Nikolaj Lie Kaas-faktoren, og det er en stærk historie. Og da den kom i Biografklub Danmark, så… du ved. Men med 'Pigen med nålen', der er på vej op mod 200.000. Det er jo bare vanvittigt og så dejligt. Ikke kun for os, men også for dansk film. Og så er der måske nogen, der tør lidt mere i fremtiden. Dem med pengene.
'Pigen med nålen' skal konkurrere om prisen for Bedste internationale film ved Oscar-uddelingen i marts, og Besir Zeciri rejser derfor snart til Hollywood med bl.a. Trine Dyrholm og Vic Carmen Sonne. Zeciri fortæller, hvor meget han glæder sig til oplevelsen, og at han er gået i gang med at finde tøj. Skuespilleren fortæller dog også med et glimt i øjet, at han siden sin tid på Skuespillerskolen godt vidste, at han var på kurs mod Oscar-uddelingen.
- Jeg ved godt, at det lyder lidt sindssygt, men jeg vidste det. Jeg har altid haft den attitude fra day one.
- Jeg har altid gået med meget guld og kom ind på skuespillerskolen med mine klipklapper. Der var en fjerdeårselev, der bød min velkommen til skolen. Så svarede jeg: "Velkommen til min skole." Lidt i sjov, men du ved...
- Det bunder jo selvfølgelig også i en kæmpe usikkerhed og en måde at overleve i verden på. Det er sådan jeg med al charme og al kærlighed altid har været. Der var en, der drillede mig på skolen. Og så sagde jeg: "Jeg skal til Oscars, jeg skal til Cannes." Hold nu kæft og slap lige lidt af fik jeg at vide, fortæller Zeciri grinende.

Mads Mikkelsen-strategi
Mens den talentfulde skuespiller havde ambitioner mod stjernerne dengang, er han ikke i tvivl om, at Skuespillerskolen var nødvendig, hvis han skulle opnå sit fulde potentiale.
- Jeg er meget taknemmelig for min tid på Skuespillerskolen. Jeg vidste fra start af, at jeg havde brug for den.
'Pigen med nålen's Oscar-succes har også hjulpet Zeciri på vej i Berlin, da filmen selvfølgelig er et godt udgangspunkt for samtaler med internationale filmfolk. Og den danske skuespiller har da også øjnene rettet mod udlandet.
- Jeg har en Mads Mikkelsen-strategi, eller Ulrich Thomsen, som er, at jeg skal spille en fucking charmerende skurk til at starte med. Og så skal jeg bygge det op. Måske med noget småt, måske med noget rigtig stort. Det ved jeg ikke endnu.
- Så vil jeg rigtig gerne arbejde med Sean Baker eller finde den nye Sean Baker. Se om der er noget interessant med [Yorgos] Lanthimos - vi kunne lave noget sindssygt sammen! Det kunne være en kæmpe drøm.
Selvom Besir Zeciri ikke kan fortælle noget om projektet endnu, afslører skuespilleren, at publikum snart kan se ham i sin første store hovedrolle på film.
- Jeg skal lave en film, som ikke er officiel, men jeg må godt sige, at jeg skal lave en film her til foråret, hvor jeg er hovedrollen.
- Det er megafedt. Men man er jo ikke bedre end sin næste film, så det er også mega angstprovekerende, at jeg skal bære en film. Men jeg har god selvtillid. Og når man er blevet Shooting Star, og der sker så mange gode ting, så vil jeg bruge den energi og bare prøve at gøre mit bedste.
Besir Zeciri kan opleves i både 'Pigen med nålen' og 'Vejen hjem' i biografen lige nu.