Dansker lægger karriere og familieliv bag sig i ny dokumentar: "Han var kørt træt i hamsterhjulet"

Interview med instruktøren bag 'Munken'
Munken
(© Moving Documentary/Camera Film)

Forestil dig at du sidder i en lille hytte oppe i Sri Lankas bjerge. Forestil dig så at du er alene, du må ikke have kontakt med omverdenen og alt, du må eje, er tre ting. Du har lagt din succesfulde karriere og familie og venner bag dig og dedikeret dit liv til Buddhismen. Det lyder måske urealistisk, men ikke desto mindre er det en virkelig historie, der nu kan opleves i biografen.

I anledning af premieren på den danske dokumentarfilm Munken, som er instrueret af Christian Sønderby Jepsen og Mira Jargil, har vi mødt Sønderby Jepsen til en snak om, hvordan en person kan forlade alt uden at se sig tilbage, om at revidere sit eget liv og ikke mindst hvorfor, man skal gå i biografen for at se filmen.

I ’Munken’ møder vi den højtprofilerede HIV-forsker og familiefar Jan Hansen, som på papiret har alt. Alligevel vælger han at forlade det hele til fordel for et liv som munk i Sri Lankas bjerge langt væk fra alting. Det kan for mange mennesker være svært at forstå, men Christian Sønderby Jepsen har en forklaring på hvorfor, det kom så vidt for Jan:

- Han var kørt træt i "Hamsterhjulet", hvor han på arbejdsfronten havde samarbejdsproblemer med sine højtprofilerede HIV-forskerkollegaer. På privatsiden var han også kørt fast i livet som familiefar. Han blev deprimeret og valgte derfor at rejse til Sri Lanka og blive munk. 

Da Jan Hansen er taget til Sri Lanka, praktiserer han Buddhismen og prøver samtidig at sprede dens budskaber via sin YouTube-kanal, hvor han får over 120.000 følgere. Han lever tilsyneladende et lykkeligt liv, men et valg har konsekvenser, og hans søn i Danmark som kun var syv år da hans far forlod ham, savner ham. 

Sønderby Jepsen mener, at der er mange ting, vi kan lære af Buddhismen, og han bruger dem selv i dag. Han mener ikke, at man bliver lykkelig af materielle goder og masser af penge, men instruktøren kan dog ikke sætte sig ind i at forlade sit barn på den måde, som Jan Hansen gjorde.

Dog kan han godt forstå, at vi som mennesker kan blive i tvivl om det liv, vi lever, er det rigtige. 

- Jeg tror, at næsten alle mennesker har prøvet at gå rundt i deres liv og tænke: ”Er det her det, jeg vil med mit liv? Hvis jeg bare kunne rejse væk ned til et sted, hvor der var fred og ro, så ville alting blive meget bedre.” Eller bare skære alt det bøvl man har i livet fra. Så jeg tror, der er mange, der kan identificere sig med det der i første omgang drev Munken.

Instruktøren håber, at mange vil gå i biografen for at se dokumentaren.

- Det er bare en god film og en god historie. Den er ikke kedelig, og man vil blive berørt på alle planer og blive overrasket over de drejninger, som den tager. 

Desuden håber Christian Sønderby Jepsen, at filmen vil få publikum til at reflektere over deres eget liv i forhold til de valg, vi træffer.

’Munken’ kan ses i biografen nu.

Anbefalet til dig