detreoscarbud
Foto: Andrejs Strokins / Henrik Ohsten / Andreas Bastiansen

Disse tre film skal dyste om at blive Danmarks Oscar-håb

To af dem har endnu ikke fået premiere

Det er den helt store Hollywood-parade, når der hvert år skal uddeles den største filmpris i verden, nemlig Oscars. Der er stjernestøv over Dolby Theater, når de dygtigste i branchen hædres for deres uforglemmelige præstationer, og det har ved flere lejligheder været med dansk islæt.

Nu er de tre bud til dette års danske Oscar-kandidat fundet. De udvalgte film er Kvinde Ukendt, Dobbeltfejl og Hjem. Læs mere om de tre film længere nede.

Den 25. september skal den danske filmkomité vælge en af de tre film som det endelige danske Oscar-bud.

Sidst en dansk film var nomineret i kategorien Bedste Internationale Film var i 2025, hvor Magnus Von Horns ’Pigen Med Nålen var blandt de fem finalister.

Tidligere har Danmark vundet den eftertragtede filmpris fire gange med ’Druk’ af Thomas Vinterberg fra 2021, ’Hævnen’ af Susanne Bier fra 2011, ’Pelle Erobreren’ af Bille August fra 1989 samt ’Babettes gæstebud’ af Gabriel Axel fra 1988.

Tine Fischer, der er direktør for Filminstituttet og formand for komitéen, udtaler:

- Det er Oscar-komitéens opgave at udpege de tre film, som vi vurderer, har de stærkeste muligheder for at nå bredt ud internationalt. ’Dobbeltfejl’, ’Hjem’ og ’Kvinde ukendt’ har allerede vakt betydelig interesse uden for Danmark, og tilsammen tegner de et enestående stærkt billede af dansk films kunstneriske niveau og internationale gennemslagskraft.

Hun understreger også, at dansk film står stærkt dette år med tre forskellige og kvalificerede kandidater:

- Det er tre væsens forskellige film, som på hver deres måde rammer dét DNA, der tegner tidens Oscar-vindere, nemlig det kunstnerisk modige, det historisk og tematisk komplekse og det universelt nærværende. Vi har god grund til at sige, at dansk film, som international filmnation, står stærkt med årets kandidater.

Her er de udvalgte film:

Kvindeukendt
Foto: Andrejs Strokins

Kvinde Ukendt

København i maj 1945 står Marie foran sit sommerbryllup med en ældre, velanset enkemand. I flere år har hun været ung pige i huset og taget sig af hans datter. Nu synes et nyt liv endelig inden for rækkevidde. Men under den tilsyneladende idylliske overflade gemmer sig en hemmelighed, der kan knuse hendes drøm.

Kvinde Ukendt er instrueret af May el-Toukhy, hvis seneste film ’Dronningen’, vandt publikumsprisen på den prestigefulde Sundance Film Festival og herhjemme modtog både Robert- og Bodil-prisen.

‘Kvinde Ukendt’ er udtaget til hovedkonkurrencen ved Venedig Filmfestival, hvor den får verdenspremiere. Den er desuden udtaget til Toronto Film Festival samt i hovedkonkurrencen på BFI London Film Festival.

Manuskriptet er skrevet af Maren Louise Käehne og May el-Toukhy, mens hovedrollerne spilles af Mathilde Arcel og Carsten Bjørnlund.

‘Kvinde Ukendt’ har dansk biografpremiere 4. februar 2027

dobbeltfejl
Foto: Henrik Ohsten

Dobbeltfejl

Amalie Næsby Ficks Dobbeltfejl finder sted i et lille lokalmiljø i en forstad, der rystes efter et påstået seksuelt overgreb på en teenagedreng, begået af to drenge. Da den succesfulde ejendomsmægler Anne Sofie opdager, at hendes søn er dybere involveret, end hun først troede, må hun beskytte ham og familiens renommé – koste hvad det vil.

Manuskriptet er skrevet af Sara Isabella Jønsson og Nikolaj Arcel. Filmen er produceret af Louise Vesth for Zentropa og hovedrollerne spilles af Sidse Babett Knudsen, Sofie Gråbøl og Asta August.

‘Dobbeltfejl’ har dansk biografpremiere 24. september 2026

Hjem
Foto: Andreas Bastiansen

Hjem

I 1991 er Balkanregionen er i opløsning. Tilskyndet af hele situationen rejser den 6-årige Maja sammen med sine forældre til Danmark og efterlader sine to ældre brødre derhjemme med løfte om en snarlig genforening. Men mødet med det forjættede land, Danmark, bliver en hård prøve for den lille familie.

Hjem er instrueret af Marijana Jankovic. Jankovic har ligeledes skrevet manuskriptet sammen med Babak Vakili og Bo hr. Hansen. Filmen havde verdenspremiere på Rotterdam Filmfestivalen.

’Hjem’ fik dansk biografpremiere 13. maj 2026.

De nominerede film bliver offentliggjort den 21. januar 2027, og forhåbentlig skal et af de tre danske bud kæmpe med om retten til at tage den 3,85 kg tunge guldstatuette med hjem til Danmark.

Oscar-uddelingen finder sted 14. marts 2027.

Følg os for de seneste nyheder, konkurrencer samt film- og serietips: