Efter boykot i Hollywood: Stjerne afslører opsigtsvækkende comeback

En selvbiografisk film er undervejs
Spionen fra U.N.C.L.E.
(© Spionen fra U.N.C.L.E. / Warner Bros.)

Hollywood-skuespilleren Armie Hammer har været forsvundet fra søgelyset de sidste par år, efter han i 2021 blev anklaget for seksuelle overgreb. Sagen huskes dog måske bedst for også at inkludere påstande om kannibalisme.

På trods af klare beviser mod skuespilleren og en periode som sælger af timeshares på Caymanøerne, er Hammer nu klar til at fortsætte filmkarrieren. Det afslører han i et nyt interview med Painful Lessons Podcast ifølge The Playlist.

Her fortæller skuespilleren, at han arbejder på sit eget manuskript:

- Selvom jeg ikke er velkommen i deres sandkasse, så har jeg besluttet mig for, at jeg vil lave min egen sandkasse. Hvis ikke du vil lade mig lege i din, leger jeg i min egen.

- Jeg har skrevet et manuskript med min ven, Jerry. Vi er midt i at prøve at sætte projektet sammen.

- Jeg vil ikke gå i detaljer lige nu, men vi har et manuskript, og det er noget, vi er passionerede omkring og noget, som jeg kommer til at lave.

Hvorvidt Armie Hammer kan få finansiel støtte til sin film kommer an på, om nogen i Hollywood er klar til at give skuespilleren en ny chance. 

Selvom Hammer ikke vil afsløre detaljer om manuskriptet, beskriver han projektet som "autobiografisk". Han kan også fortælle, at det er baseret på en anden film, som de har gjort til deres egen.

- Vi tog et originalt stykke kildemateriale, som var blevet filmatiseret, og som vi så kiggede på og sagde, "der er mange paralleller her, nogle mere subtile og andre mere åbenlyse."

- Så vi tog det og gjorde det meget mere autobiografisk og adapterede det, så det blev noget katartisk. Det er vores. 

- Vi kan gøre, hvad fuck vi vil. Vi er virkelig stolte af det, afsluttede skuespilleren.

En autobiografisk film om Armie Hammers liv må alligevel siges at være et opsigtsvækkende comeback.

Armie Hammer har flere kritikerroste roller bag sig i bl.a. Call Me By Your Name og The Social Network, inden skandalen ramte.