Efter dansk Deadpool-joke: Ny Marvel-serie laver igen sjov med Danmark
Spoiler-advarsel: Denne artikel afslører en vittighed i det første afsnit af 'Agatha All Along'.
Sommerens store Marvel-film Deadpool & Wolverine skabte overskrifter herhjemme ved premieren i juli, da Ryan Reynolds havde inkluderet en joke om Danmark.
Se Reynolds uddybe joken på vores Instagram-profil her.
Nu har Marvel-serien Agatha All Along fået premiere på Disney+, og allerede i første afsnit er Danmark igen i søgelyset. Det meste af afsnittet er nemlig en slags spoof over den danske serie 'Forbrydelsen', der blev et stort hit både herhjemme og i udlandet under titlen 'The Killing', hvilket den amerikanske genindspilning også hedder.
Vi har mødt hovedrolleindehaver Kathryn Hahn, skuespiller Joe Locke (kendt fra Netflix-serien 'Heartstopper') og serieskaberen Jac Schaeffer over Zoom, hvor snakken selvfølgelig bl.a. faldt på den danske reference.
Se interviewet nederst i artiklen.
'Agatha All Along' er en spin-off på den første serie i Marvels cinematiske univers, 'WandaVision', hvor Wanda Maximoff tog den lille by Westview til fange i en magisk besværgelse, efter hun mistede Vision i Avengers: Infinity War.
True crime-formatet i den nye Marvel-series første afsnit kunne sagtens ligne mange andre indenfor samme genre, men 'Agatha All Along' gør dens reference til 'Forbrydelsen' tydelig. I starten af afsnittet står der nemlig: Based on the Danish series 'WandaVidysen' (Baseret på den danske serie 'WandaVidysen', red.).
Skaberen af serien Jac Schaeffer bliver helt forlegen, da hun opdager, at hun snakker med en dansk journalist om netop det første afsnit.
- Jeg underholdte mig selv og redaktørerne med det. Og nu står jeg her foran dig og er rædselsslagen. Men du har ret, vi hyldede 'Forbrydelsen'.
Schaeffer fortæller også, at det første afsnit har taget inspiration fra mange andre krimiserier end 'Forbrydelsen'.
- Pilotepisoden er en hyldest til true crime og prestige-dramaer med et specifikt fokus på kvindelige betjente som hovedpersoner.
- Så det er 'Forbrydelsen', det er 'Mare of Easttown', og det er også 'True Detective', selvom sæson 4 ikke blev sendt før efter vi havde lavet 'WandaVison'.
De to første afsnit af 'Agatha All Along' kan ses på Disney+ nu.