Én film overbeviste Parasite-instruktør om, at Robert Pattinson skulle have ny dobbeltrolle

Filmfolk fra hele verden besøgte i februar den tyske hovedstad i anledning af filmfestivalen Berlinalen, hvor den længe ventede næste film fra Parasite-instruktøren Bong Joon Ho bl.a. har haft en stjernespækket visning.
Her var hovedcastet fra Mickey 17 anført af Robert Pattinson og instruktøren nemlig selv til stede til stor begejstring for de fremmødte fans, der havde ventet i timevis i kulden for at få et glimt af Hollywood-stjernerne.
Se et glimt fra den røde løber nederst.
Tidligere samme dag fik vi muligheden for at møde den Oscar-vindende instruktør til en snak om 'Mickey 17, der markerer hans anden engelsksprogede film efter Snowpiercer. Science fiction-filmen handler om en disponibel medarbejder ved navn Mickey, hvis krop bliver gen-printet, hver gang han dør.
Mickey er derfor en karakter, der bliver genfødt igen og igen, og i filmen er hver version en smule anderledes. Derfor kræver 'Mickey 17' også en del af sin hovedrolleindehaver, der i filmen primært ses som Mickey 17 og Mickey 18.
Til interviewet kunne Bong Joon Ho afsløre, at hovedrollen som Mickey altid har været tiltænkt Robert Pattinson.
- Jeg skriver altid mine egne manuskripter. Da jeg skrev manuskriptet til Parasite, tænkte jeg allerede på skuespillerne bag broren og søsteren i den fattige familie. Jeg valgte dem ikke efterfølgende, jeg havde allerede truffet mit valg og skrevet rollerne til dem. Det samme med den rige stuepige.
- Det var på den samme måde med Rob. Da jeg var færdig med min adaption af bogen, havde jeg allerede besluttet mig for Rob i den rolle, og vi tilbød den til ham med det samme, forklarer instruktøren.

Filmen er baseret på romanen 'Mickey 7' af Edward Ashton, men som Bong Joon Ho selv nævner, står instruktøren også bag manuskriptet. Til pressekonferencen for 'Mickey 17' i Berlin fortæller Robert Pattinson, at hele castet formentligt har takket ja til filmen, før de læste manuskriptet eller vidste noget om det.
- Når man hører, at han [Bong Joon Ho, red.] laver noget... Jeg tror, vi alle sammen sagde ja til denne her film, før vi vidste, hvad det var. Alle vil bare gerne have oplevelsen, udtalte Pattinson.
Bong Joon Ho forklarer yderligere præcis hvilke film, der overbeviste ham om, at han skulle skrive rollerne som Mickey til Robert Pattinson.
- Han er fantastisk som Batman. Men når hverdags-Rob sidder der uden at tænke over, hvordan hans ansigt ser ud, så har han et sødt og fjollet udtryk over sig. Det ligner, at han er for sød for sit eget bedste, og at han altid kommer til kort, fordi han er for venlig.
- Det er Mickey 17-rollen. Mickey 18 er fuldstændig anderledes, han er fuldstændig vanvittig. Men da jeg så 'The Lighthouse', så vidste jeg, at han også kunne spille Mickey 18. Da jeg så ham råbe af Willem Dafoe og hans eksplosive energi der.
Efter sit store gennembrud som Edward Cullen/teenageidol i Twilight-filmene har Robert Pattinson taget sin karriere i en helt anden retning, hvor han har samarbejdet med interessante instruktører som Safdie-brødrene i Good Time, Robert Eggers i The Lighthouse og Christopher Nolan i Tenet. Og så er han den nyeste Batman i Matt Reeves' The Batman-film.
'Mickey 17' har udover Pattinson en stjernespækket rolleliste med navne som Toni Collette, Steven Yeun, Naomi Ackie - og Mark Ruffalo som politikeren Kenneth Marshall, der ifølge instruktøren er en kombination af fortidens diktatorer.