Film blev dømt "for uhyggelig" - 17 år efter får vi endelig den oprindelige version

Syv år efter, at tv-serien 'The X-Files' var lukket ned, vendte Mulder og Scully tilbage i spillefilmen I Want To Believe. Forventningerne var tårnhøje i sommeren 2008, men det hele endte som en skuffelse.
X-Files-filmen floppede nemlig både kommercielt, blandt kritikerne og hos fans.
Årsagerne står i kø. For det første udkom filmen overfor Batman-mesterværket The Dark Knight, der blev et gigantisk hit - og dermed tog en del af biografbilletterne fra det paranormale eventyr.
En anden årsag var budgettet, der bl.a. var halveret ift. den første spillefilm fra 1998 - og var på omkring 30 millioner dollars, hvilket gav holdet visse begrænsninger i, hvilken historie de kunne fortælle.
En tredje årsag var involvering fra studiet. Men sidstnævnte del ser instruktør, forfatter og skaber af 'The X-Files', Chris Carter, nu ud til at kunne råde bod på.
I en ny podcast afslører han nemlig, at han har fået grønt lys til at lave sit eget director's cut af 'I Want To Believe' - 18 år efter filmens oprindelige premiere.

Afsløringen sker i en podcast med ingen ringere end David Duchovny, som netop spiller Fox Mulder i 'The X-Files'. Carter gæster nemlig skuespillerens podcast "Fail Better" til en snak om duoens samarbejde over årene.
Chris Carter fortæller:
- I går fik jeg grønt lys til at lave et director's cut af 'I Want To Believe'. Den anden spillefilm. Jeg kan ikke fortælle dig, hvor glad jeg er over det her...
David Duchovny afbryder ham med spørgsmålet: "Du fik en del lort for den film, ikke?", hvortil Carter svarer:
- I den grad. Basalt set havde jeg lavet den for uhyggelig. Det fik jeg at vide af Fox [studiet, red.], og de ville have en PG-13-film. Så vi klippede den om, så den kunne blive en PG-13-film, og vi tænkte: "Okay. Vi har opfyldt deres krav". Men folkene, som giver filmene censur, sagde: "Nej, det er ikke en PG-13-film endnu. I er nødt til at klippe mere ud". Jeg kan fortælle dig, at man kan lave mere på netværks-tv [hvor det oprindelige X-Files blev vist, red.]. Censorerne tillader mere end på film.
PG-13 er en censur-klassificering, som anvendes af MPA (Motion Picture Association of America). Den indikerer, at filmen kan indeholde elementer, som ikke egner sig for børn under 13 år. Men en PG-13 censur er oftest at foretrække for mange studier, da du herved kan få teenagerne med som publikum - modsat en R-rating, som markerer, at filmen ikke er egnet for unge under 17 år.

Ifølge Chris Carter lyder det til, at vi godt kan have en noget anden film i vente, når instruktørens egen version engang ser dagens lys:
- Nu har jeg mulighed for at gå tilbage og lave den uhyggelige film, som altid var min intention. Det er ikke bare et director's cut for at lave et director's cut. Det er en mulighed for at bringe noget til live, der var i manuskriptet, men som ikke kom op på lærredet.
'I Want To Believe' følger Mulder og Scully efter, at de har forladt X-Files-kontoret og FBI, men de blandes ind i en ny sag, da en tidligere præst begynder at få syner om en kidnappet agent.
'The X-Files' er virkelig tilbage i vælten igen. For nyligt bekræftede Black Panther- og Sinners-instruktør Ryan Coogler, at han arbejdede på et reboot af 90'er-serien, hvor Scully-stjernen Gillian Anderson var udset til at spille en rolle.
Se hele interviewet med Chris Carter i David Duchovnys podcast 'Fail Better' herunder: