Coyote vs. Acme
Foto: SF Studios

Filmstudie smed biografaktuel film i skraldespanden: Hele sagen forklaret

Filmen, de ikke ville have, at du ser

Prærieulven Wile E. Coyote giver aldrig op i sin evige jagt på den lynhurtige fugl Road Runner, uanset hvor håbløst det ser ud.

Det samme kan siges om kampen for at få filmen Coyote vs. Acme i biografen. Det er nu langt om længe sket - næsten tre år efter, at Warner Bros. Discovery annoncerede, at familiefilmen skulle skrottes permanent.

Det oplagte spørgsmål må derfor lyde: Hvorfor?

En lang vej fuld af fælder

Filmen, der er instrueret af Dave Green, genintroducerer den tavse og udspekulerede Looney Tunes-karakter Wile E. Coyote, der bruger sine dage på at forsøge at fange og spise sin ærkefjende og drømmemåltid Road Runner.

Ligesom i de klassiske kortfilm gør Wile E. Coyote brug af et væld af produkter fra firmaet Acme (hvor skulle han ellers købe sine gigantiske magneter og katapulter?) i sine endeløse forsøg på at fange den irriterende fugl, hvilket stort set altid ender med at give bagslag.

Efter utallige mislykkede forsøg har Wile E. Coyote fået nok og opsøger den billige advokat Kevin Avery (Will Forte) for at sagsøge Acme-koncernen for deres mange defekte og håbløse produkter.

På den anden side står Acmes glatte chefadvokat Buddy Crane (John Cena), der tager alle midler i brug for at spænde ben for dem i retten.

Billede fra 'Coyote vs. Acme'
Foto: SF Studios


Selvom interessen for idéen til filmen går flere årtier tilbage, sad projektet længe fast i udviklingsstadiet, fordi Warner Bros. gentagne gange nægtede at lade Looney Tunes-karaktererne blive brugt.

Selv instruktør og nu DC-chef James Gunn pitchede sin egen version af filmen i 2015, men fik et nej fra studiet.

Til sidst lykkedes det dog at få filmen på skinner, så i 2022 optog instruktør Dave Green ’Coyote vs. Acme’ i Albuquerque, New Mexico.

Filmen var oprindeligt tiltænkt en premiere på HBO Max, men planerne blev siden ændret og den fik i stedet en premieredato i biograferne i sommeren 2023. Men da ‘Barbie’ tog samme premieredato, blev fremtiden pludselig usikker for Looney Tunes-filmen.

I november samme år meddelte Warner Bros. så, at studiet havde ændret sin globale strategi. Som konsekvens havde man besluttet ikke at gå videre med ’Coyote vs. Acme’, der ellers var færdiglavet og klar til udgivelse.

Det samme var tilfældet med en færdigindspillet Batgirl-film - bl.a. med Brendan Fraser på rollelisten - og en ny Scooby Doo-film. Begge titler var enten færdige eller tæt på at være færdige.

30 millioner grunde til at skrotte en film

Forklaringen på, at filmen blev lagt i graven skal formentlig findes i økonomien.

Et typisk marketingbudget for en Hollywood-film kan nemlig løbe op i 50-100 procent af filmens produktionsbudget. ’Coyote vs. Acme’ havde allerede kostet omkring 70 millioner dollars at producere, så en biografpremiere ville kræve, at Warner Bros. brugte endnu flere penge på filmen.

Ved helt at skrotte ‘Coyote vs. Acme’ kunne studiet i stedet bogføre en del af de penge, der allerede var brugt, som et tab. Det kunne trækkes fra i selskabets skattepligtige indkomst og dermed sænke den skat, Warner Bros. skulle betale.

I tilfældet med ’Coyote vs. Acme’ kunne studiet angiveligt nedskrive omkring 30 millioner dollars på den måde.

Billede fra 'Coyote vs. Acme'
Foto: SF Studios

Holdet bag filmen havde dog ikke tænkt sig at acceptere beslutningen uden kamp.

Instruktør Dave Green delte et følelsesladet opråb på X, mens også hovedrolleindehaver Will Forte gik offentligt ud med sin frustration over udsigten til, at den færdige film aldrig skulle se dagens lys.

Sagen nåede sågar helt ind i amerikansk politik. Kongresmedlemmet Joaquin Castro kritiserede nemlig Warner Bros. Discoverys praksis med at skrotte færdigproducerede film for at opnå skattemæssige fordele og opfordrede de amerikanske konkurrencemyndigheder til at undersøge sagen.

Politikeren sammenlignede fremgangsmåden med at brænde en bygning ned for at få forsikringspengene.

Blandt fans vakte beslutningen om at skrotte flimen også stor utilfredshed. En fan trodsede sågar regnen foran Warner Bros.-studierne iført et Wile E. Coyote-kostume med et skilt i hånden, der bar teksten "Release me!!", i protest mod, at filmen var blevet kastet på porten.

Billede fra 'Coyote vs. Acme'
Foto: SF Studios

Med til historien hører også, at filmen nåede at blive set af en lille skare ved testvisninger, hvor den angiveligt scorede 14 point over gennemsnittet for en familiefilm, mens dens endelige score angiveligt lå i de høje 90'ere.

Hvis du ikke er bekendt med testvisningslingo, betyder en score i de høje 90'ere, at over 90 % af publikum vurderede filmen som enten "meget god" eller "fremragende." Det sker sjældent.

Coyote overlever sit hidtil største styrt

Der skulle gå knap to år, før det uafhængige distributionsselskab Ketchup Entertainment trådte ind på scenen for at redde filmen fra gravens mørke.

Selskabet endte nemlig med at købe de verdensomspændende rettigheder til ’Coyote vs. Acme’ fra Warner Bros. for angiveligt omkring 50 millioner dollars.

Det har selvfølgeligt været et gamble fra Ketchup Entertainment, der naturligvis ikke har de samme muskler til at markedsføre en film som Warner Bros.

Til gengæld havde ’Coyote vs. Acme’ i det her tilfælde allerede fået masser af gratis omtale og opmærksomhed takket være hele balladen omkring Warner Bros.' beslutning om at skrotte filmen.

Det har Ketchup Entertainment heller ikke været blege for at udnytte.

"Filmen, Acme ikke vil have, du ser", lyder det i den officielle trailer, hvilket må siges at være en knap så subtil hentydning til, at et andet stort selskab tidligere havde forsøgt at begrave filmen for bestandigt.

Da den første teaser blev udgivet på den amerikanske ”Tax Day”, dukkede Wile E. Coyote desuden meget passende op med et skilt med teksten: "Tjek dine skattefradrag."

Billede fra 'Coyote vs. Acme'
Foto: SF Studios


Efter omkring to uger i biograferne i USA og flere internationale markeder har filmen indtil videre indtjent tæt på de 50 millioner dollars, som jo var det, Ketchup Entertainment betalte for filmens rettigheder.

Selvom der nok stadig er et stykke vej til, at ‘Coyote vs. Acme’ bliver decideret profitabel for selskabet, så opfattes den indtil videre som en succes af flere amerikanske medier.

’Coyote vs. Acme’ kan ses i biografen med både dansk og engelsk tale.

Se traileren for ‘Coyote vs. Acme’ herunder:

For at se dette indhold skal marketingcookies være slået til. Klik her for at ændre dine indstillinger.
Følg os for de seneste nyheder, konkurrencer samt film- og serietips: