Fodboldstjerne slutter sig til Fast & Furious-familien

Man skal altid forvente det uventede af Fast & Furious-filmserien. Vi har set gaderæsere hoppe over broer, en Camaro SS lande på en båd, en Lykan Hypersport hoppe fra en skyskraber til en anden - de har endda taget turen ud i rummet!
Men selvom Vin Diesel og hans bilglade bande har hævet barren for vanvittigheder i hver eneste film, så byder den 11. film i franchisen på noget, som nok ingen havde forudset: en optræden af fodboldstjernen Cristiano Ronaldo.
I et opslag på Instagram delte Diesel et billede af sig selv sammen med en af historiens bedste fodboldspillere (måske kun overgået af en lille argentiner eller to) og antydede, at Portugals landsholdsanfører muligvis vil dukke op i den næste film.
Han skrev:
- Alle har spurgt, om han ville være en del af Fast-mytologien… Jeg må sige, han er en guttermand. Vi har skrevet en rolle til ham.
Medstjernen Tyrese Gibson bekræftede også Ronaldos deltagelse i den kommende film, da han delte et temmelig bizart AI-genereret billede af seriens største stjerner sammen med fodboldlegenden i sit Facebook-opslag, hvor han skrev: "Velkommen til FAMILIEN!".
Om Ronaldo blot får en kort gæsteoptræden eller en mere markant rolle, er endnu ikke afsløret, men Diesels udtalelser tyder på, at rollen er skrevet specifikt med den tidligere Real Madrid-spiller i tankerne.
Det sidste vi hørte om filmen er, at den stadig er i en form for limbo, da der hverken er bekræftet manuskript eller officiel produktionsstart. Franchisens fremtid hænger dermed lidt i luften, men annonceringen af Ronaldo tyder dog på, at projektet er på rette kurs.
Hvis det hele lykkes, og Ronaldo får lov at køre med, vil det ikke være første gang, Vin Diesel arbejder sammen med en fodboldstjerne. Den brasilianske superstjerne Neymar havde nemlig en cameo i filmen xXx: Return of Xander Cage fra 2017.
'Fast XI' eller' Fast X Part 2' eller 'Fast & Furious 11', eller hvad de nu ender med at kalde den, forventes at blive den store afslutning på filmserien. En premieredato er endnu ikke fastlagt.








