Første pinlige scene fra 'Jagtsæson 2' går langt under bæltestedet
Til foråret er det tid til at motionere lattermusklerne, når Jagtsæson 2: I medgang og modgang rammer biograferne.
Det er efterfølgeren til kæmpesuccesen Jagtsæson, der i 2019 tog danskerne med storm og solgte næsten en halv million biografbilletter.
Nu er det første klip fra fortsættelsen ude, og det er lige præcist så pinligt, som man forventer fra en Jagtsæson-film. Se det nederst i artiklen.
I første klip får vi en forsmag på hvilke pinagtige og akavede prøvelser, der venter den umage venindetrio, når Eva og Marlene holder en spontan polterabend for Bella.
Eva forsøger at imponere med en hip, økologisk outdoor-polterabend, hvor man naturligvis lader vandet i det fri. Men da en flåt kommer på afveje i Evas nedre regioner, og hele selskabet involveres i processen med at fjerne den, kan det næsten ikke blive meget værre...
Plottet beskrives af producenten som følger:
Trioen Eva, Marlene og Bella er tilbage, og denne gang får bryllupsklokkerne frit spil. Eva har mistet sit job, og det kører ikke rigtigt for hende.
Til gengæld er Marlene blevet forfremmet, og Bella skal giftes med Evas eksmand – hvilket kun gør det hele meget værre. Men så øjner Eva muligheden for endelig at få sig et nyt job ved at arrangere Bellas polterabend.
Det bliver på ingen måde den polterabend-weekend, som Bella havde drømt om, og den ender bogstavelig talt i bål og brand. Eva må nu kæmpe for at holde sammen på både karriere, kærlighed og venskab i både medgang og modgang.
Mille Dinesen, Lærke Winther og Stephania Potalivo gentager alle deres roller fra etteren, mens Lars Ranthe, Martin Greis-Rosenthal og Julie Agnete Vang er med blandt birollerne.
Jagtsæson 2 – I medgang og modgang får biografpremiere den 21. marts.