Fra idoldyrket sexsymbol til brutal flagermus: Er Robert Pattinson andet end en emo-vampyr?

Den britiske skuespiller Robert Pattinson er lige nu biografaktuel i norske Kristoffer Borglis sortkomiske The Drama overfor Zendaya.
De to spiller i filmen et forlovet par, der få dage inden deres bryllup bliver skubbet ud af kurs af en uventet sandhed, som ændrer alt.
Vi bringer i forbindelse med den eksplosive duos nye film et portræt af den 39-årige stjerne, hvor vi jagter et svar på, hvordan stjernen er lykkedes med at træde ud af skyggen efter kæmpesuccesen med sin rolle i Twilight-filmene.
Det store gennembrud kom tidligt i karrieren
Robert Pattinson har omkring 40 roller på sit CV, der strækker sig tilbage til hans første krediterede rolle i 2004.
Hans karriere tog allerede første store spadestik ind i Hollywood året efter i 2005 med rollen som Quidditch-kaptajnen og Hufflepuff-eleven Cedric Diggory i Harry Potter og Flammernes Pokal.
Rollen gjorde bl.a. også, at han blev udråbt til 'British Star of Tomorrow' af The Times.
Det stak dog for alvor idoldyrkende af, da den kommende megastjerne fik rollen som vampyren Edward Cullen ud af omkring 3000 ansøgere i Twilight fra 2008.
Twilight-universet var på alles læber. Det var Robert Pattinson som Edward Cullen overfor Kristen Stewarts emo-romantiske Bella Swan også.
Filmene, der er baseret på Stephenie Meyers ligeledes populære Twilight-bøger, blev et sandt verdensfænomen, hvor den sidste film i rækken landede i 2012.

Et had/kærlighedsforhold til rollen som emo-vampyr
Men hvordan har Robert Pattinsons det egentlig med Twilight-filmene og rollen som Edward Cullen?
Hans perspektiv på den romantiske vampyr- og varulve-franchise har ændret sig over årene.
Fra bl.a. at være noget kritisk overfor Twilight-filmene, har han senere udtrykt både kærlighed og taknemmelighed for filmene og rollen som eftertragtet vampyr.
For godt nok har skuespilleren fundet Edward Cullens dramatiske væsen fjollet, men betragter altså nu rollen som positiv og en afgørende del hans karriere, hvor han har sagt, at fordelene opvejer ulemperne ved hans idoldyrkede førsteelsker.

Med fare for at blive sat i en bås
Sideløbende med rollen som den hotte og mystiske vampyr, tog Robert Pattinson spadestik i andre retninger som skuespiller.
Der skulle kæmpes for at træde ud af skyggen som idoldyrket vampyr og rollen som kåret sexsymbol af medierne. For var skuespilleren mon mere og andet end en one-trick pony?
Med en risiko for at blive ensidigt idoldyrket som Edward Cullen og typecastet som romantisk førsteelsker, skulle Robert Pattinson dog omkring lidt mere romantik med bl.a. Remember Me i 2010 og Water for Elephants i 2011.
Efter den sidste Twilight-film er det imidlertid gået hurtigt for den aktive skuespiller, der bliver ved med at imponere med sine roller og herunder også samarbejder med hæderkronede instruktører.

Frugtbare samarbejder med auteur på auteur
The Fly-instruktøren og body horror-mesteren David Cronenberg var en af de første auteurs til at caste Robert Pattinson i nogle meget anderledes film end, hvad Twilight-franchisen kunne have lagt op til. Først den syrede Cosmopolis (2012) og senere den satiriske Maps to the Stars (2014).
Siden har Robert Pattinson arbejdet sammen med en længere række af anerkendte og vilde instruktører, herunder bl.a. legenden Werner Herzog på 'Queen of the Desert' (2015) med bl.a. også Nicole Kidman.
Senere indtog briten en forrygende stærk og nuanceret hovedrolle i Safdie-brødrenes intense Good Time (2017). Et klart højdepunkt for skuespilleren post Twilight-hypen.
Robert Pattinson holdt momentum på karrieren og leverede videre bl.a. science fiction med instruktør Claire Denis' tankevækkende High Life (2018), mens det nye og hypede instruktørtalent Robert Eggers stod klar med den garvede skuespiller-kollega Willem Dafoe i den groteske og kritikeroste The Lighthouse (2019).
En anden af vor tids største og mest succesfulde filmskabere, nemlig Christopher Nolan, gav ham velklædt coolness i den tidskrøllede actionfilm Tenet (2020).

Fra romantisk vampyr til brutal flagermus
I 2022 trådte skuespilleren frygtløst ind i en særdeles ikonisk rolle, nemlig som Batman i dystre The Batman fra 2022.
Måske lidt af et vovestykke med tanke på den dedikerede fanbase som dommere over nye ansigter bag flagermuesmasken - og en mulig ny risiko for at blive set kun som Nattens Ridder.
Han lykkedes imidlertid i rollen med bravur i en stærk film, der ligeledes gav nyt og brutalt blod til superhelten.
De succesfulde roller fortsatte hos Oscar-vinderen Bong Joon-ho, der gav Robert Pattinson lov til at gakke skørt og sjovt ud i fremtidsfilmen Mickey 17 (2025).
Samme år var stjernen at finde overfor ligeledes dygtige Jennifer Lawrence i instruktør Lynne Ramsays gribende og hjerteskærende Die My Love.

2026 tilhører Robert Pattinson
Det er desuden et vildt filmår for Robert Pattinson, der ikke alene altså nu er biografaktuel i netop 'The Drama'. Sidst på året er han nemlig også er at opleve som afbleget skurk i Denis Villeneuves ventede science fiction-finale Dune: Del 3.
Ikke nok med det, så venter der allerede til sommer endnu et samarbejde med Christopher Nolan, når den episke storfilm The Odyssey har premiere til juli.
Til næste år fortsætter Patton-maniaen med fortsættelsen The Batman 2 med ham tilbage i titelrollen. Der er yderligere linet op til både et nyt krimidrama og en kupfilm med den dygtige og alsidige skuespiller.
Robert Pattinson er absolut en af tidens bedste og mest interessante skuespillere. Han er så absolut trådt vellykket og fascinerende ud af skyggen efter Harry Potter og Twilight.








