Carrie
Foto: Prime Video

Gysermester genfortolker Stephen King-klassiker: Se den første teaser

Premieredatoen er også afsløret

For to uger siden blev det offentliggjort, at Stephen Kings ikoniske debutroman ‘Carrie’ bliver til en tv-serie på Prime Video. Nu ved vi også, hvornår den får premiere: Den 7. oktober.

Premieredatoen blev afsløret under weekendens Comic-Con i San Diego, hvor streamingtjenesten også viste den allerførste officielle teaser. Se teaseren nederst.

Bag serien står Mike Flanagan, skaberen af de anmelderroste ‘The Haunting of Hill House’ og ‘Midnight Mass’. Denne gang har han kastet sig over Kings klassiker fra 1974 – en historie, der er blevet filmatiseret flere gange gennem årene med svingende succes.

Brian De Palmas ‘Carrie’ fra 1976 er uden tvivl den mest kendte og anerkendte filmatisering og indbragte både Sissy Spacek og Piper Laurie Oscar-nomineringer.

Flanagans version bliver den første tv-serie baseret på romanen og kommer til at bestå af otte episoder.

Serien følger Carrie White (Summer Howell), der har levet et tilbagetrukket liv sammen med sin strengt religiøse og kontrollerende mor, Margaret (Samantha Sloyan).

Efter farens pludselige død begynder Carrie i high school, hvor hun bliver mødt af nådesløs mobning og de sociale mediers grimmeste sider. Samtidig begynder en mørk og mystisk kraft at vokse i hende… og vi kan vist godt afsløre, at skoleballet ikke kommer til at forløbe helt efter planen.

På rollelisten finder vi også Matthew Lillard, Amber Midthunder og Siena Agudong.

‘Carrie’ får premiere på Prime Video den 7. oktober.

For at se dette indhold skal marketingcookies være slået til. Klik her for at ændre dine indstillinger.

Denne artikel blev først publiceret på Filmweb.no. Den er oversat og redigeret af Kino.dk.

Følg os for de seneste nyheder, konkurrencer samt film- og serietips: