
Harry Potter vender tilbage i biografen med 12 minutters hidtil usete optagelser
Vi bruger tidsvenderen og tager tilbage til 2001
Hvis dit Hogwarts-optagelsesbrev stadig ikke er dumpet ind ad brevsprækken, er der ingen grund til at fortvivle. Der venter nemlig en anden overraskelse for fans af den bebrillede troldmands eventyr.
Den ikoniske første Harry Potter-film, De Vises Sten, vender nemlig tilbage til biograferne i anledning af sit 25-års jubilæum.
Da filmen oprindeligt havde premiere i 2001, indledte den en af filmhistoriens største franchises – og nu får fans en sjælden mulighed for at opleve den på det store lærred igen, denne gang med 12 minutter af hidtil usete optagelser fra bag kulisserne.
Det sker fra den 27. august, og man kan allerede begynde at holde øje med filmprofilen her på Kino.dk for hurtigst muligt at finde ud af hvilke biografer, der vil vise den nye udgave af filmen.

Filmen, der blev instrueret af Chris Columbus og er baseret på J.K. Rowlings roman fra 1997, introducerer os til Harry Potter, Hermione Granger og Ron Weasley, da de begynder deres første år på troldmandsskolen Hogwarts.
I hovedrollerne ses Daniel Radcliffe, Emma Watson og Rupert Grint, mens rollelisten desuden tæller navne som Richard Harris, Maggie Smith, Alan Rickman og Robbie Coltrane.
Jubilæumsfejringen kommer samtidig med, at HBO gør klar til at introducere en ny generation til troldmandsverdenen med den kommende Harry Potter-serie, som får global premiere på HBO Max til december. Se vores ønskeliste til den nye serie her.
’Harry Potter og De Vises Sten’ vender tilbage til biografen den 27. august 2026.