
Her er de 5 uhyggeligste film nogensinde ifølge Kino.dk's læsere
Vi har spurgt, I har svaret
I forbindelse med Halloween har vi spurgt jer læsere på tværs af Instagram, Facebook og vores nyhedsbrev om, hvad den uhyggeligste film, I nogensinde har set, er.
Vi har fået omkring 400 svar, der spænder fra 'Sinister' og 'Hereditary' til 'Speak No Evil' … og selvfølgelig 'Far til fire i sneen'.
Men hvilke fem film har fået flest stemmer?
Herunder er den endelige top 5 med de uhyggeligste film ifølge Kino.dk’s læsere.

5. Alien (1979)
Når det kommer til rumgys, er der ikke meget, som slår den brystsprængende angst, der er at finde i Ridley Scotts film fra 1979, hvor Ellen Ripley og resten af besætningen på rumskibet Nostromo får en uvelkommen blind passager med på rejsen i form af den savlende xenomorph.
Det er en mesterlig opvisning i langsomt opbygget spænding og føles lidt som et hjemsøgt hus - bare endnu mere klaustrofobisk, fordi vi er i det ydre rum.

4. It (2017)
Selvom mange har stemt på den to afsnit lange ‘Det onde’ fra 1990, så er det altså 2017-filmatiseringen af første del af Stephen Kings klovnegyser, der har indtaget fjerdepladsen.
Klovne er uhyggelige. Det er de bare. Og skulle man være i tvivl, kan man se på billetindtægterne til den her film, som stadig er den mest indtjenende gyserfilm nogensinde.
Med masser af jump scares, grufulde effekter og Bill Skarsgårds mildest talt foruroligende fortolkning af Pennywise får vi en film, som både er vanvittigt underholdende og virkelig uhyggelig.

3. The Conjuring (2013)
Startskuddet til The Conjuring Universe kommer ind på en tredjeplads i form af ‘The Conjuring’ - eller ’Nattens dæmoner’, som den hedder på dansk.
Efter sit gennembrud som instruktør på 'Saw' har James Wan stået bag nogle af de senere års største gyserfilm, men ‘The Conjuring’ er nok stadig hans bedste.
Filmen foregår i 1970'erne og bygger på en virkelig sag, hvor de paranormale efterforskere Ed og Lorraine Warren undersøgte en familie i New England, der angiveligt var hjemsøgt.
Handlingen er måske ikke nyskabende, men filmen opbygger og forløser spændingen med nærmest kirurgisk præcision. Gyset hører derfor klart til på listen.

2. Ondskabens hotel (1980)
Endnu en Stephen King-filmatisering er endt listen - og det er selvfølgelig den udødelige ’Ondskabens Hotel’ fra mesteren Stanley Kubrick.
1980-filmen om, hvordan familien Torrance langsomt drives ud i et sandt menneskeligt mareridt er en nærmest hypnotisk gyseroplevelse.
Med spøgelsesbutlere, sindssygt uhyggelige tvillinger og genfærd på værelse 237 er der mere end rigeligt til at give næring til vores alles kollektive mareridt.

1. Eksorcisten (1973)
Den mest uhyggelige film nogensinde ifølge jer er (selvfølgelig) William Friedkins klassiker ’Eksorcisten’ fra 1973.
Den fortæller den isnende historie om en ung pige, der bliver besat af en dæmonisk ondskab. Hendes desperate mor søger derfor hjælp hos to katolske præster, der forsøger at uddrive dæmonen.
Det var den første gyserfilm, som blev nomineret til bedste film ved Oscar-uddelingen. Ved filmens premiere var den angiveligt så uhyggelig, at publikum besvimede og flygtede ud ad biografsalene… men stillede sig så alligevel i kø for at se den igen bagefter.
Vil du være med i vores næste afstemning, så følg os på sociale medier og tilmeld dig vores nyhedsbrev her i bunden, hvor der også jævnligt er mulighed for at vinde eksklusive præmier.
God Halloween!