Holder de danske anmeldere i et jerngreb: Ny gyserfilm er "årets horroroplevelse"

Barbarian-instruktøren Zach Creggers nye film Weapons åbner med et mysterium, der kan lyde som et matematikstykke i en skoleopgave: Hvis 17 børn forlod deres hjem og forsvandt klokken 2:17 om morgenen, og der kun er ét barn og én lærer tilbage i deres klasseværelse – hvem har så skylden?
For at udforske denne særligt mørke gåde med maksimal mystik følger manuskriptforfatter og instruktør Cregger hovedpersonerne gennem efterspillet af den mærkelige hændelse.
Den nye film havde premiere i torsdags til begejstring for de gyserglade danske anmeldere. Bl.a. har Claus Nygaard Petersen fra Vi Elsker Serier kvitteret med fuld plade på seks stjerner og kalder filmen "årets horroroplevelse".
Derudover er der adskillige af filmkritikerne, som smider fem stjerner efter Creggers gruopvækkende skrækfilm, der i den grad virker til at indfri de tårnhøje forventninger.
Se herunder et uddrag af de danske anmelderes dom over 'Weapons':

Filmmagsinet Ekko, 5 stjerner, Nicolas Barbano
"Som horrorfan spreder man armene af glæde og flyver med."
Information, Lone Nikolajsen (giver ikke stjerner)
"Dræberklovnen er kommet for at blive i gysergenren. Det demonstrerer Zach Creggers effektive, roligt eksekverede og uhøjtidelige 'Weapons' tydeligt."
Jyllands-Posten, 5 stjerner, Frederik Asschenfeldt Vandrup
"En genrefilm, der lader galskaben slippe løs, mens den aldrig selv taber kontrollen over filmsproget og doseringen af virkemidler. Det er stærkt gået."
Lys! Kamera! Ord!, 4 stjerner, Per Juul Carlsen
"Nu, hvor 'Weapons' er forbi og spændingen er udløst, er det svært at finde tilbage til det jerngreb, filmen havde mig i. Men det var der. Og det var ikke til at slippe fri af."
Soundvenue, 5 stjerner, Helena Christine Luxhøj
"Med udgangspunkt i nutidens frygtsamfund og fjendebilleder har Zach Cregger æltet en humoristisk slowburn-gyser, som indfrier de tårnhøje forventninger."
Vi elsker serier, 6 stjerner, Claus Nygaard Petersen
"Er årets horroroplevelse, fordi den både leverer varen som isende gyser, og fordi den er en virkelig tankevækkende film om, hvordan sorg og traumer lammer et samfund på alle niveauer."
'Weapons' kan ses i biografen nu.








