Hollywood-par bor i København: Danmark og sommerhuse har inspireret deres nye film

Lily Collins og Charlie McDowell er aktuelle med 'Sommerbogen'
Sommerbogen
(© Sommerbogen / SF Studios)

Lily Collins og Charlie McDowell vakte stor opsigt herhjemme, da de købte hus i København for et par år siden. Hollywood-parret har lige siden glædeligt delt ud af deres oplevelser i det danske på deres sociale medier.

Instruktøren Charlie McDowell er nu biografaktuel med Sommerbogen, som hans hustru Lily Collins er executive producer på.

Filmen er baseret på Tove Janssons bogklassiker af samme navn og følger den 9-årige Sophia og hendes farmor - spillet af Glenn Close - der tilbringer en magisk sommer sammen på en lille, ubeboet ø i Finland.

Netop parrets oplevelser i Danmark har været filmens største inspirationskilde. Det fortæller de to, da vi møder dem på Christianshavn i anledning af filmens premiere.

Se interviewet med Lily Collins og Charlie McDowell nederst i artiklen.

- Jeg vil sige, at Danmark har været den største inspiration for projektet. Simpelthen fordi vi har tilbragt mest tid her, fortæller McDowell.

- Derfor har vi oplevet, hvordan livet er i et mere nordligt land med skiftet fra en smuk sommer med sollys til kl. 23 til de mørke og kolde vintre. Det har givet os en kulturel forståelse for, hvordan man forandres med årstiderne.

Lily Collins, der primært er kendt som skuespiller fra bl.a. Netflix-serien 'Emily in Paris', fremhæver sin oplevelse med danske sommerhuse som noget, der har gjort stort indtryk på hende.

- Idéen om en familie samlet under ét tag i en meget lille hytte hele sommeren. Det var en fremmed tanke for mig.

McDowell bryder drillende ind med, at manglen på ekstra badeværelser har været et chok.

- For mig er det nu noget virkelig smukt, som jeg glæder mig til at fortsætte med i mange år, fordi det betyder så meget at være samlet på den måde, afrunder Collins.

'Sommerbogen' er som nævnt baseret på Tove Janssons bog, der er kendt som den svenskfinske forfatters mest populære voksen-bog. Forfatteren er dog nok bedst kendt som skaberen af de små rundmulede væsner Mumitroldene.

Udover den otte gange Oscar-nominerede Glenn Close byder rollelisten også på den norske skuespiller Anders Danielsen Lie som far til Sophia samt Emily Matthews som datteren - hendes første rolle nogensinde.

'Sommerbogen' kan ses i biografen nu.

Nyeste film i biografen