
Hollywood-stjerne optager film i Danmark: Femhæver sjældenhed ved sine danske kollegaer
Emmy- og Golden Globe-vinderen er imponeret
Optagelserne til den danske storfilm om bokselegenden Mikkel Kessler er i fuld sving i disse uger.
På rollelisten finder man – udover en række danske stjernenavne – også et navn, som vil vække genklang i Hollywood.
Det er nemlig den tredobbelte Emmy- og Golden Globe-vinder Jeremy Piven, der især er kendt for sin rolle som Ari Goldman i serien ’Entourage’, som er en del af den imponerende rolleliste til ’Kessler’.
Derfor er Hollywood-stjernen også i Danmark lige nu, hvor han er ved at indspille sine scener til den danske spillefilm.
Det er Jeremy Pivens første gang i Danmark, og han er allerede vild med det. I et eksklusivt interview med Kino.dk fortæller Entourage-skuespilleren: ”Jeg elsker energien. Folk er så venlig”.
Se hele vores video-interview med Jeremy Piven nederst.

Imponeret af dansk kultur
Piven påpeger især Danmarks rige historie:
- Jeg har aldrig oplevet den her form for historie. Jeg bor ved siden af forlystelsesparken Tivoli. Jeg kan stå og kigge på stedet, der inspirerede Walt Disney til at skabe Disney. Så den originale inspiration kan blive fundet her. Det er virkelig fedt, og det gør mig meget ydmyg.
Stjernen fortsætter med at fortælle om en historie, han har fået fortalt om branden på Børsen i 2024, som han mener viser forskellen på danskere og amerikanere:
- Jeg fik historien om, hvordan folk hoppede af deres cykler og løb ind… og tog malerierne ud. Men første tanke var: ”Åh Gud, de plyndrer stedet for malerier”. Og nej, de reddede malerierne. Så kulturen er anderledes her. I redder kunst, I stjæler det ikke. Hvilket er godt, siger Piven med et grin.

En dansk legende mangler sin hyldest
Stjernens tilknytning til ’Kessler’ sker via skuespiller Lee Levi, der også er forlovet med instruktør Brian Sean Tange. Lee Levi spillede overfor Jeremy Piven i filmen ’American Night’, som de optog sammen i Bulgarien.
- Vi har været venner lige siden. Og vi mødtes igen, da jeg optrådte med stand-up. De fortalte mig om manuskriptet. Jeg kendte til Kessler, og hvilken fantastisk bokser, han var.
- Det er så interessant at fortælle en persons historie, der fra mit perspektiv er en legende og en af de bedste nogensinde, men jeg synes ikke, at han er blevet hyldet, som han burde være blevet. Så det er en ære at rejse hertil og fortælle hans historie, så verden kan se, hvor fantastisk han er.

Har forberedt sig hele livet til denne rolle
Piven spiller Kesslers amerikanske træner Jimmy Montoya. En rolle, som han selv mener, at han har varmet op til at spille hele sit liv grundet sin store passion for netop boksning.
Jeremy Piven boede tæt på det ikoniske sted Wild Card, hvor den berømte bokser og boksetræner Freddie Roach havde til huse.
- Jeg har været lidt omkring i den her verden, så jeg føler, at jeg forberedt mig til denne rolle i hele mit liv.
Den danske instruktør Brian Sean Tange fremhæver, hvordan den amerikanske stjerne netop har trådt ind som en ægte coach for Sylvester Byder, der spiller Mikkel Kessler:
- Jeg vil ikke spoile noget, men han [Jeremy Piven, red.] har fået nogle ting frem i Sylvester, som fik ham til at agere mere som det dyr, som Kessler kan være - det dyr, vi gerne vil vise.
Jeremy Piven suppelerer:
- Kessler var et bæst, og Jimmy Montaya, som jeg spiller, fik det frem i ham. Han [Montaya, red.] var en legende i sig selv, og hans historie er nødt til at blive fortalt. Han har trænet nogle af de bedste nogensinde, og han er en vigtig del af den her historie… Det er en drøm for mig at spille en karakter, der er så inspirerende.

Stor ros til danske kollegaer
Amerikaneren fortsætter med at rose sin medspiller, det danske stortalent Sylvester Byder:
- Han er virkelig hårdtarbejdende og i fantastisk form. Tit har du en skuespiller, som er en dygtig skuespiller, men de kan ikke nødvendigvis gennemføre de store kampscener. Men den her fyr har arbejdet røven ud af bukserne. Han er virkelig sulten. Vi tager nogle ting om og om igen. Han slår igennem, han hopper med sjippetovet, laver armbøjninger. Han er en maskine som ingen anden.
Jeremy Piven har generelt stor ros til sine danske kollegaer, som han mener udviser en særlig sjældenhed:
- Brian har skabt en verden her, som føles meget ægte. Skuespillerne er virkelig gode. Alle er overforberedte, hvilket er sjældent. Jeg har haft en fantastisk oplevelse.
’Kessler’ er ved at blive indspillet i disse uger. Filmen forventes at få dansk biografpremiere i 2027.
Se hele vores video-interview med Jeremy Piven herunder: