Hollywood-stjerne på vej med stort comeback? Ny film får 8 minutters klapsalver

Se de første billeder af Angelia Jolie i rollen som operasanger
The Tourist
(© The Tourist / GK Films)

Dette års Venedig Filmfestival er netop skudt i gang, og allerede efter første dag strømmer historierne ind om de prestigefyldte film, der deltager i konkurrencen om hovedprisen, Den Gyldne Løve.

Den største historie efter dag 1 må siges at være publikums reaktion på Angelina Jolies optræden i den nye film Maria, der er instrueret af den prestigefyldte instruktør Pablo Larraín. En reaktion der måske vidner om, at Angelina Jolie er tilbage i topform. 

Angelina Jolie modtog nemlig en otte minutter lang stående ovation ved filmens verdenspremiere i den italienske by. En modtagelse der rørte hende til tårer, og allerede nu giver gisninger om en mulig Oscar-nominering.

I 2000 vandt Jolie for Bedste kvindelige birolle for Girl, Interrupted, og var senest nomineret i 2009 for Bedste kvindelige hovedrolle. Dengang for Changeling.

Se de første billeder af Angelina Jolie i 'Maria' nederst i artiklen. 

I filmen, som skildrer den tragiske fortælling om operasangerinden Maria Callas’ sidste dage i 1970'ernes Paris, spiller Jolie den amerikansk-græske operasangerinde med den store stemme og den tragiske historie, der endte med en række skandaler og et liv i isolation.

'Maria' er den første film i tre år med Angelina Jolie på rollelisten, og den Oscar-vindende skuespillerinde har brugt meget af tiden væk fra skærmen på at forberede sig til netop denne rolle. 

Jolie brugte omkring syv måneder på at træne med operasangere og forskellige former for stemmetrænere i et målrettet forsøg på at mestre Callas’ karakteristiske holdning, vejrtrækning og bevægelser, en oplevelse hun beskriver som en terapeutisk og følelsesmæssig rejse.

'Maria' får dansk biografpremiere den 30. januar.

Maria_1
(© Netflix)
Maria_2
(© Netflix)