Something About Mary
Foto: 20th Century Fox

Hun var kendt som den skøre nabo: Nu er 82-årig en gyser-rockstjerne!

Et sent gennembrud

Iført en cardigan, et langt mønstret halstørklæde og en kort bob er den paranormale efterforsker Elise Rainer klar til at tage kampen op med de ondeste spøgelser.

Den rare ældre dame, der ikke er bleg for at fyre action-onelinere som “come on bitch” af til en grum dæmon, er spillet af Lin Shaye i Insidious-filmene.

Den sjette film i serien Insidious: Out of the Further er netop landet i biografen - og her er karakteren Elise Rainer med igen.

For nyligt var politiet nødt til at hjælpe med at eskortere den 82-årige skuespiller Lin Shaye ud af lufthavnen i Peru, hvor hun blevet taget imod som var hun en rockstjerne.

Men hvordan er Shaye, der ellers var kendt for en række mindeværdige, komiske biroller i 90’erne, i en sen alder endt som et horror-ikon, der af bl.a. sitet Dread Central bliver kaldt “Queen of Horror”?

insidious4.jpg
Foto: UIP

Familie med gyser-forbindelser

Lin Shaye medvirkede i sin første film i 1975 og har i dag over 100 krediteringer på CV’et.

Hendes bror Robert Shaye er stifter af New Line Cinema, der udover at stå bag Ringenes Herre-filmene fik sin start med at lave A Nightmare on Elm Street-filmene. Selskabet har således også kaldenavnet “The House that Freddy Built”.

Via brorens forbindelser landede en ung Lin Shaye også en mindre rolle i den første ‘A Nightmare on Elm Street’, hvor hun er krediteret som “lærer”.

Dermed var skuespillerens løbebane i gyset lagt. Det blev da også til flere optrædener i diverse skrækfilm i 80’erne og 90’erne, bl.a. ‘Alone in the Dark’, ‘Critters 2’, ‘Amityville: A New Generation’ og ’Wes Craven’s New Nightmare’.

Critters 2
Lin Shay i 'Critters 2' (1988), Foto: New Line Cinema

Bliver kendt for groteske biroller

Lin Shaye blev dog først for alvor kendt, da hun blev en del af Farrelly-brødrenes faste rollebesætning. Deres første samarbejde er på ’Dum og dummere’ (1994), hvor Shaye har en lille, men mindeværdig optræden som Mrs. Neugeboren (eller “Mrs. Noogieburger” som hun fejlagtigt bliver kaldt), der hyrer Harry til at hjælpe med hendes hunde før en udstilling. Spoiler: Det går ikke godt!

Shayes optræden i ‘Kingpin’ fra 1996 (også Ferrelly-brødrene) er endnu mere mindeværdig. Her spiller hun en ret creepy udlejer overfor Woody Harrelson, som tvinges til betale sin husleje af … i sengen.

I den efterfølgende scene ligger hun med gule tænder og ryger, mens Harrelson kaster op, og ‘The Sound of Silence’ kører på soundtracket.

Men rollen som de fleste nok vil kende hende for, er som den skøre nabo i ‘Something about Mary’ / ‘Vild med Mary’ fra 1998 (igen Farrelly-brødrene). Ekstremt solbrændt, meget excentriske og utrolig hundeglad. En birolle, hvor hun for alvor får lov til at rulle sig ud på flere groteske måder i sin evige stræben efter ikke at ælde.

Something about Mary
Lin Shaye i 'Something about Mary', Foto: 20th Century Fox

Den første skuespiller på rollelisten til ’Insidious’

Det er dog ingen af Lin Shayes komiske optrædener, som vinder hende rollen som Elise Rainer i ‘Insidious’.

Det er derimod en anden gyserfilm, som hun laver i 2003. Titlen er ‘Dead End’ og følger en familie, der er på vej til juleaften. Da faren i familien tager en smutvej, ender de på, hvad der virker som en uendelig rute.

Lin Shayes rolle som familiens moder førte til, at instruktør James Wan, der senere instruerede ‘Insidious’, opdagede hende.

I første omgang samarbejder Wan og Lin Shaye i en kortfilm, der hedder ‘Doggie Heaven’, hvor Wans samarbejdspartner, Leigh Whannell, også er med.

Derfor var Shaye også i deres tanker, da de få år efter udvikler projektet, som bliver ‘Insidious’.

Wan har senere fortalt, at Shaye faktisk var den første skuespiller, som han vidste skulle være en del af filmen.

Det interessante var, at Elise ikke har en excentriske komiske kant, som hendes karakterer i Ferrelly-brødrenes film, hun spilles meget mere jordnær - så jordnær som det kan blive, når vi taler om spøgelser.

Elise-karakteren voksede på settet, da Lin Shaye bragte sin særlige energi til rollen.

Insidious: Chapter 3
Lin Shaye i 'Insidious: Chapter 3', Foto: Sony Pictures

Første hovedrolle som 71-årig

De to første Insidious-film er centeret omkring familien Lambert, og dermed optræder Elise ”kun” i en birolle som en paranormal efterforsker, der hjælper med familiens problemer.

Første film får fatale konsekvenser for Elise, der i anden film optræder i sin spøgelsesform i ‘The Further’ - en mellemstation mellem de døde og de levende.

Da manuskriptforfatter Leight Whannell besluttede sig for at fortsætte den succesfulde franchise efter de to første film, endte ‘Insidious: Chapter 3’ med at have Elise Rainer i fokus. Dog måtte den foregå før de to film, så hun igen var i live.

Så da ‘Insidious: Chapter 3’ får premiere i 2015, er det med Lin Shaye i sin første egentlige hovedrolle på film - i en alder af 71 år!

Filmen bygger på Elises baggrundshistorie, får den paranormale efterforsker bygget op som karakter og giver hende et par actionstjerne-oneliners.

Men især den fjerde film, ‘Insidious: The Last Key’, graver dybt i karakteren, og giver Lin Shaye mulighed for gå endnu længere ud på den dramatiske klinge. Filmen udforsker nemlig Elises opvækst og familieproblemer.

Bilde fra 'Insidious: Out of the Further'
Lin Shaye i den nye 'Insidious: Out of the Further', Foto: SF Studios

Filmseriens store helt

Da man i 2023 vendte tilbage til Lambert-familien i ‘Insidious: The Red Door’, blev det kun til en meget kort optræden for Elise.

Men nu er hun tilbage i ‘Insidious: Out of the Further’, hvor hovedrollen ganske vist indtages af Amelia Eve som den nye karakter Gemma. Men Lin Shaye er tilbage i en betydningsfuld rolle. Ikke mindst som bindeleddet mellem alle de indtil videre seks film.

Lin Shaye er derfor på mange måder blevet synonym med Insidious-franchisen - og er blevet filmseriens helt store helt!

I nærmest Avengers-agtig stil kører den nye film alle filmseriens ikoniske dæmoner frem, og så må Elise selvfølgelig tilbage og give dem kamp til det sidste!

Insidious-berømmelsen har da også gjort Lin Shaye til en eftertragtet skuespiller i gyserverdenen, hvor hun i årene efter 2011 har landet den ene uhyggelige film efter den anden. Vi taler faktisk over 20 film alene i den genre!

For gyserfans er hun blevet et household-name, som man siger. Andre vil kalde hende en rockstjerne!

‘Insidious: Out the Further’ kan ses i biograferne nu - find dine billetter her.

For at se dette indhold skal marketingcookies være slået til. Klik her for at ændre dine indstillinger.
Følg os for de seneste nyheder, konkurrencer samt film- og serietips: