Jesper Christensen er lagt i håndjern på første kig på ventet dansk storfilm

Se billederne fra 'De forbandede år - Fredens pris'
De forbandede år 2
(© Scanbox)

Jesper Christensen, Bodil Jørgensen og resten af rollebesætningen fra de to historiske film, De forbandede år og De forbandede år 2, vender tilbage i et tredje kapitel, når De forbandede år - Fredens pris får biografpremiere til næste år.

Optagelserne er netop afsluttet, og i den forbindelse har produktionsselskabet Snowglobe, distributøren Scanbox Entertainment samt Vulkan Film offentliggjort de første billeder fra filmen.

Se stillbillederne fra 'De forbandede år - Fredens pris' nederst i artiklen.

På billederne ses Jesper Christensen som Karl Skov, der må stå til ansvar i et retsopgør for de valg, han traf som værnemager under krigen. Vi ser også hans hustru, Eva, spillet af Bodil Jørgensen, og endelig er der et kig på Mads Reuther, der har rollen som sønnen Aksel Skov.

Plottet beskrives af filmselskabet som følger:

Året er 1945. Krigen er endelig slut. Danmark er frit, men splittet. Meget har ændret sig for familien Skov, Karl og Evas ægteskab er tyndslidt, og Eva beslutter at forlade sin mand. Samtidig venter et brutalt retsopgør for Karl og dem, der samarbejdede med nazisterne under krigen. 

Aksel og hans kammerater fra modstandskampen ser til med voksende frustration, mens landet kæmper for at genopbygge sig selv og undervejs ser målet om et nyt og bedre Danmark smuldre. Imidlertid samles Aksels søskende, Valdemar, Helene og Knuds enke Britta, om en fælles drøm, der åbner nye perspektiver for familien.

Instruktøren Anders Refn står for tredje gang bag kameraet på filmen, som han har skrevet i samarbejde med Jesper Christensen. 

Det er første gang, at Christensen er manuskriptforfatter på filmen, og netop det udvidede engagement blev genstand for vores interview, da kino.dk i forbindelse med premieren på filmen Honey interviewede Jesper Christensen.

Dengang fortalte han, hvorfor han fandt filmen vigtig:

- Jeg synes, det er meget vigtigt. Her har vi som hovedperson én, der arbejder sammen med tyskerne, og som gør alt det, som regeringen siger, at vi skal på det tidspunkt.

- Som de sikkert senere løber fra og siger, det kunne du nok regne ud, at vi overhovedet ikke mente.

Se hele interviewet her.

Sylvester Byder, Sara Viktoria Bjerregaard Christensen, Pernille Højmark, Kathrine Thorborg Johansen, Julie Agnete Vang, Birthe Neumann og Jesper Zuschlag er blandt de øvrige roller i filmen.

'De forbandede år - Fredens pris' får premiere den 19. marts 2026 som en del af Biografklub Danmark.

 

Se de første stillbilleder fra 'De forbandede år - Fredens pris' herunder.

De forbandede år - Fredens pris
Bodil Jørgensen som Eva Skov (© Vibeke Tuxen Winding)
De forbandede år - Fredens pris
Mads Reuther spiller Aksel Skov (© Vibeke Tuxen Winding)
De forbandede år - Fredens pris
Jesper Christensen som Karl Skov (© Vibeke Tuxen Winding)

Nyeste film i biografen